Skip to main content

Efter ekstraordinær vækst hos Danmarks Underholdningsorkester gennem flere år oprettes der nu en ny vicedirektørstilling, som besættes af Camilla Laudrup fra den 1. februar.

Hun har bred ledelsesbaggrund fra kulturlivet blandt andet som direktør for Folkemødet på Bornholm og som leder af DRs største outreach-indsatser.

Danmarks Underholdningsorkester har netop høstet sin Børsen Gazelle nr. 2, hvilket vidner om orkestrets ekstraordinære vækst. Det er en vækst, der har fundet sted samtidig med, at orkestret har høstet stor international hæder for sine indspilninger af bl.a. Brahms’ og Beethovens samlede symfonier, ligesom Danmarks Underholdningsorkester har været på en lang række turnéer med rytmiske navne som TV·2, Mew og Burhan G.

Senest har orkestret også indgået et innovativt partnerskab med Høje-Taastrup Kommune, som skal indfri kunsten og kulturens potentiale og skabe stærke og varige sociale forandringer i området omkring det nye Børne- og Kulturhus i Taastrupgaard.

Succesen har medført et behov for at styrke organisationen, og derfor er der oprettet en helt ny vicedirektørstilling. Stillingen bliver besat af Camilla Laudrup, som har bred erfaring med strategisk udvikling og ledelse af kulturinstitutioner, civilsamfundsorganisationer og erhvervsliv.

Bred ledelseserfaring fra kulturliv og private organisationer

Som direktør for Folkemødet på Bornholm 2020-2022 førte Camilla Laudrup sikkert demokratifestivalen gennem coronakrisen og genrejste Folkemødet markant i 2022 med mere end 2.000 live-events, udstillinger og koncerter over tre dage med omkring 90.000 deltagere – heraf betydeligt flere unge end tidligere.

Siden har Camilla været selvstændig rådgiver med fokus på forretningsudvikling for kulturinstitutioner. Tidligere har hun ledet nogle af DRs største partnerbaserede indsatser som redaktør og sekretariatsleder for DRs prisbelønnede ’ultra:bit’, som sekretariatsleder for DRs public outreach og chefrådgiver bl.a. for DR Kultur. Hun har desuden haft ledende stillinger i internationale civilsamfundsorganisationer.

Begejstring hos bestyrelsen

I Danmarks Underholdningsorkesters bestyrelse er der stor begejstring at spore over den kommende vicedirektør, og formand Lars Barfoed udtaler:

“Med ansættelsen af Camilla Laudrup som vicedirektør styrker vi den daglige ledelse i Danmarks Underholdningsorkester A/S. Den stærke vækst, virksomheden har haft i de seneste år, har skabt et behov for en ny ledelsesstruktur, hvor den hidtidige direktør fortsat er ansvarlig for den overordnede strategiske ledelse samt den kunstneriske og musikalske udvikling, mens vicedirektøren bl.a. får ansvaret for den daglige ledelse af drift og udvikling af forretning, strategi og administration, herunder ledelse af produktion, partnerskaber, kommunikation og fundraising. Jeg er meget glad for, at Camilla Laudrup med sin stærke ledelsesmæssige baggrund fra en række kulturvirksomheder, derunder som direktør for Folkemødet, nu bliver en del af ledelsen af orkestret.”

Camilla Laudrup glæder sig til at starte i Danmarks Underholdningsorkester og supplerer:

”Jeg er meget stolt over at blive en del af ledelsen i et af vores absolut førende klassiske orkestre. Det er dybt imponerende, hvad Danmarks Underholdningsorkester har bygget op både nationalt og ude i hele Europa, og jeg ser meget frem til at være med til at videreudvikle orkestrets store potentiale fremadrettet i tæt samarbejde med direktør Andreas Vetö, medarbejderne og orkestret. Tænk at være så heldig at blive en del af en visionær kulturinstitution, der samtidig udlever kunstens og kulturens potentiale for at skabe sociale forandringer med indsatsen omkring Børne- og Kulturhuset i Taastrupgaard.