Af Andreas Vetö, direktør for Danmarks Underholdningsorkester
De kreative fag kan spille en central rolle i arbejdet med at løse trivselskrisen
Mere tid til praktisk og kreativ undervisning i folkeskolen. Øget fokus på disse former for undervisning i læreruddannelsen. Bedre sammenhæng mellem de forskellige fags teoretiske, praktiske og kreative sider.
Alt dette lægger regeringen op til i sit præsenterede folkeskoleudspil.
Som evig fortaler for kreativitetens ekstraordinært store potentiale er det en stor glæde at se den blive italesat så konkret. Udspillets fokus på skoleelevernes dannelse og trivsel er også positivt. Sammen med børn og unges faglige udvikling udgør dannelse og trivsel endda den treenighed, som regeringen italesætter som ”det åbenlyst vigtigste”.
Den nyligt nedsatte Trivselskommission skal, som det også fremgår af udspillet, også forholde sig til børns skolegang. Det er der behov for, da den seneste Skolebørnsundersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed på tragisk vis slog fast, at trivselskrisen blandt danske børn og unge har manifesteret sig godt og grundigt.
Lad mig her fokusere på disse to vigtige bestanddele i folkeskoleudspillet: Fokus på kreativitet – og fokus på trivsel.
Det, der imidlertid ikke kan spores i udspillet, er den konkrete sammenkobling mellem disse to bestanddele. Koblingen mellem kreativitet og trivsel findes heller ikke i Trivselskommissionens kommissorium.
Det tyder samlet set på, at der er behov for at få foretaget denne sammenkobling. De kreative udfoldelser i folkeskolen kan nemlig komme til at spille en fuldkommen central rolle i arbejdet med at få løst danske skoleelevers trivselskrise.
Sidste år beskrev Christine Ravn Lund, forkvinde for Dansk Ungdoms Fællesråd, i et indlæg til Information, hvordan vi kunne ende i en ”decideret ungdomskrise”. For at komme mistrivslen blandt unge til livs lagde hun især vægt på det, hun kaldte meningsfulde fællesskaber.
Hun beskrev dem som fællesskaber, hvor unge trygt og uden forventningspres kan vokse. Hvor de kan danne venskaber og blive en del af noget større. Hvor de kan tilegne sig de evner og egenskaber, der skal til for at stå imod presset fra omgivelserne, nervøsiteten og følelsen af utilstrækkelighed.
Men hvordan vi skaber de bedste forudsætninger for, at sådanne fællesskaber opstår blandt børn og unge? Et svar, man tit hører, handler om idræt. Det giver ganske god mening, for der er masser af fællesskabspotentiale i holdspillet og de fælles sejre og nederlag, der kan deles med holdkammeraterne.
Dog vil jeg vove den påstand, at de udfoldelser, som eleverne møder i folkeskolens kreative fag, faktisk danner et stærkere fundament for de meningsfulde fællesskaber, som Christine Ravn Lund så smukt skildrede, end idræt gør.
Hvor mange positive effekter, der end ligger i idrætten, så handler det i udgangspunktet om at være god til en given sportsgren på en meget målbar måde – typisk udtrykt gennem hvor mange mål, der bliver scoret, hvor hurtigt man løber, eller hvordan man nu i øvrigt konkurrerer mod hinanden.
Her er de kreative udfoldelser i de fleste sammenhænge helt anderledes skruet sammen, netop fordi der – i hvert fald i udgangspunktet – ikke er tale om konkurrencer.
I stedet handler det først og fremmest om at udtrykke sig. Om at få bearbejdet og formidlet sine tanker og følelser. Om at forstå dem bedre, så man samtidig kan fornemme, at man næppe er den eneste der har det sådan, som man nu har det.
Dette gør sig gældende uanset om man synger og spiller musik, skriver digte eller historier, spiller teater, laver sine egne tegneserier – eller hvad man nu end synes er sjovt, givende og inspirerende.
Motion er frem for alt vigtigt, fordi vi får bevæget os. Men det er også vigtigt at blive bevæget, sådan som det sker i mødet med vores egen og andres kreative udfoldelser, som også gør os bedre til at betragte, lytte og fordybe os i de små detaljer, hvor de store oplevelser ofte gemmer sig.
Det at kunne fungere på et sportshold er åbenlyst værdifuldt. Men der er mindst lige så stor dannelsesmæssig værdi i at lære at indgå i kreative samarbejder, hvor flere personers forskellige evner udnyttes til at frembringe noget i fællesskab.
For alle de elever, der frygter idrætstimerne eller at blive valgt til sidst til frikvarterernes fodboldhold, er de kreative fag således en oplagt og ofte kærkommen vej til at finde sammen med andre i meningsfulde fællesskaber. Præcis ligesom idrætstimerne kan være et frirum for elever, der måske føler sig hjemme i de kreative fag.
Så nu, hvor vi både har fået en ny vision for folkeskolen og en Trivselskommission, der begge skal øge trivslen blandt danske børn og unge, er det derfor åbenlyst vigtigt, at vi også har blik for det område, som har særligt store forudsætninger for at komme trivselskrisen til livs – nemlig de kreative fag.
Det er afgørende, at vi ikke blot ser disse fag som et særskilt fagområde, vi bør prioritere, fordi jobmarkedet i stigende grad efterspørger kreative evner. Vi skal gøre det, fordi vi ved, at et målrettet trivselsfokus på de kreative fag ganske enkelt kan hjælpe danske børn og unge til at få det markant bedre.
Indlægget er publiceret d. 25. oktober 2023.
