Den konstruktive dialog

Af Andreas Vetö, direktør for Danmarks Underholdningsorkester, og Thure Lindhardt, skuespiller og instruktør

Den konstruktive dialog handler ikke om at skiftes til at tale – men om at skiftes til at lytte

Det helt store ideal for et fredeligt samfund er, at man kan leve i harmoni med hinanden. Det gælder også idealet for ægteskaber, venskaber og relationerne på arbejdspladsen.

Harmoni er ikke lig med ensretning. Man kan snildt være vidt forskellige og have ganske forskellige prioriteringer og overbevisninger og alligevel være i harmoni med hinanden. Forudsætningen for at opnå harmoni betyder nemlig frem for alt, at man lytter til hinanden. Det er noget, alle kan lære – hvis de vil.

I musikkens verden kan en enkelt tone aldrig være disharmonisk. Måske den bliver spillet på en guitar, der er helt ude af stemning. Men det er først i det øjeblik, at den ene tone spilles samtidig med en anden, at harmonien eller disharmonien opstår.

Den intuitive fornemmelse, som i hvert fald musikere har, og som får dem til at sige om guitaren, at “den stemmer vist ikke helt”, er den samme intuitive fornemmelse, vi har som mennesker. I de fleste situationer – uanset om det er på arbejdspladsen, i vennekredsen eller parforholdet – kan vi nemt mærke, når der er noget, der ikke helt er i harmoni.

Når vi skal stemme guitaren, bruger vi vores ører til at lytte til de enkelte strenges samklang. Når vi skal rette op på stemningen blandt mennesker, handler det typisk om præcis det samme: Nemlig at lytte til dem.

Bortset fra den værdi, der ligger i ”at tænke højt”, er der som sådan ingen, der lærer noget om sine medmennesker ved selv bare at føre ordet. Først når vi klapper i og lytter, begynder læringen.

Som Bitten Kjærgaard fra Kommunikation & Sprog har formuleret det: ”Ofte er vi mest optagede af at få sagt, hvad vi selv gerne vil sige. Faktisk så meget, at vi næsten kan sidde og vente på, at det bliver vores tur til at tale, frem for at lytte, når de andre nu alligevel taler. Det hænger måske sammen med, at langt de fleste mennesker er af den opfattelse, at deres egen ide er bedre end andres.”

Ved oprigtigt at lytte til andre mennesker udviser vi dermed også en altafgørende ydmyghed: Hvad nu hvis de faktisk har noget at sige, som er mere begavet end det, jeg selv brænder for at få sagt?

Det betyder, at vi også bliver mere sårbare, når vi lytter, fordi vi pludselig kan høre, hvad andre folk tænker – ja, måske endda, hvad de tænker om os. Således er det også i den aktive lytning, at vi aktiverer vores empati og muligheden for at udvikle den. For når vi forstår et andet menneske bedre, har vi også markant bedre forudsætninger for at opnå harmoni med dem.

Vi bruger typisk udtrykket, at vi skal ”snakke om tingene”, når der er disharmoni mellem mennesker. Det skal vi også. Men den konstruktive dialog, vi så ofte efterspørger i alverdens sammenhænge, handler ikke om at skiftes til at tale, men om at skiftes til at lytte.

Tale er måske nok sølv, men den tavshed, som aktiv lytning påkræver, er som bekendt guld.

De fleste af os kan have svært ved at lytte til andre mennesker. Hvis man gerne vil styrke sine lytteevner, kan man med fordel tvinge sig selv til uforstyrret at lytte til musik – uden telefoner eller andre skærme i nærheden. Blot via et par hæderlige højttalere eller hovedtelefoner.

Om det er en Haydn-symfoni, Miles Davis’ Kind of Blue, et Pink Floyd-album eller noget helt fjerde, så er den aktive musiklytning et eminent redskab til at udvikle såvel vores lytteevner som den følelsesmæssige kontakt, vi har med os selv. Hertil kommer den berigende kunstneriske oplevelse, som vi kan få, når vi giver musikken vores udelte opmærksomhed.

Der er altid risiko for, at man lyder lidt frelst og hippieagtig, når man hævder, at ét simpelt greb kan styrke dannelsen, sikre et bedre samfund og skabe mere fred i verden.

Men vi vover alligevel pelsen. Hvis vi alle sammen blev bare en smule bedre til at lytte til hinanden, ville vi så ikke få mere harmoniske forhold til vores medmennesker?

Ville vi ikke udvise mere empati over for folk, der lever et radikalt anderledes liv, end vi selv gør?

Ville vi – og hvem vi end ser som vores geopolitiske modstandere – ikke være mere villige til at søge konstruktive kompromiser, snarere end at starte nok en katastrofal krig?

Det tror vi i hvert fald på. Så lad os starte en lyttebevægelse. Lad os gøre det trendy at tale mindre og lytte mere til dem, vi formoder at være uenige med – om det så er ægtefæller, venner, kolleger eller fremmede statsmagter. Måske det ikke vil revolutionere samfundet eller skabe verdensfred. Men det vil i hvert fald rykke os et vigtigt skridt i den rigtige retning.