Af Andreas Vetö, direktør for Danmarks Underholdningsorkester
Lad os udvide definitionen af ’kulturleder’ til at rumme alle vores kulturs ledere
Jeg formoder, at det er en velkendt følelse for de fleste af os: Vi gør tingene på en måde, der virker som den helt rigtige måde at gøre dem på. Men vi opererer først og fremmest på det intuitive plan – og har derfor ikke noget udførligt begrebsapparat i baghånden, når vi i detaljen skal forklare, hvorfor vi gør, som vi gør.
Hvis man er rigtig heldig, så støder man en dag på en anden person, der fuldkommen uafhængigt af én selv har formået at sætte ord på, hvad det er, man gør – og hvorfor det føles så rigtigt.
Det er en særdeles opløftende ahaoplevelse, når det sker, for det øger altid éns selvindsigt. Det gør det også markant nemmere at videreformidle, hvad det er, der føles så rigtigt – og hvorfor andre dermed burde gøre det samme.
Sådan en ahaoplevelse havde jeg, da jeg for nylig læste et indlæg af Paolo Petrocelli. Ligesom mig står han i spidsen for en stor musikalsk funderet kulturinstitution – han for operaen i Dubai, jeg selv for Danmarks Underholdningsorkester.
I sit indlæg skildrer han sine tanker omkring ’kulturelt lederskab’. I sig selv er begrebet ikke nyt, og alle der er ledere af en kulturinstitution kan med rette kalde sig en ’kulturleder’. Men en af Petrocellis vigtigste pointer er, at det, vi forstår ved ’kulturledere’, ikke bør begrænse sig til denne snævre definition.
Tværtimod bør definitionen udvides, så den rummer alle de aktører, der strategisk arbejder både i og med kulturen til at inspirere til dialog, øge inklusiviteten og fremme forståelsen mellem forskellige befolkningsgrupper og generationer. Til at adressere vigtige samfundsmæssige spørgsmål og skabe positive forandringer.
Derfor tæller han foruden kulturinstitutionsledere også kunstnere, undervisere og kulturpolitikere med. Foruden alle andre personer, der målrettet bruger kulturen til at fostre kreativitet, innovation og sociale interaktioner i de større eller mindre samfundsmæssige sammenhænge, de nu engang indgår i.
En kulturleder er – i Petrocellis optik – netop ikke blot en person, der leder en kulturinstitution, men derimod en person, der forsøger at lede selve kulturen i en ny og bedre retning.
Da jeg læste Petrocellis indlæg, var der mærkbart noget, der faldt på plads for mig. Der er nemlig tit en følelse af, at jeg i min rolle som direktør for Underholdningsorkestret – som det, vi traditionelt har forstået ved en kulturleder – har mødt nogle forståelsesmæssige begrænsninger i forhold til, hvad min opgave er.
Sat lidt på spidsen er min opgave som leder i manges øjne frem for alt at sørge for, at orkestret spiller nogle koncerter, som folk gider at tage til – og forhåbentlig betale penge for, så de kan understøtte orkestrets fortsatte eksistens.
Men jeg har alle dage kunnet mærke, at der er så meget mere på spil. Der er så meget mere, som både jeg og hele orkestret gerne vil udrette.
Når vi eksempelvis engagerer os i arbejdet med børn og unge på alverdens måder, eller når vi bekæmper mistrivsel via et tværkommunalt projekt som Kulturens Rige, handler det helt naturligt om meget mere end blot at agere kulturinstitution på traditionel vis og få solgt nogle billetter til vores koncerter.
I stedet er vi motiverede af en stærk tiltro til, at vi via musikken – og dermed kultur i bredere forstand – kan berige både det enkelte menneske og samfundet som helhed. Ikke kun ved at skabe glæde og underholde, hvor afgørende disse aspekter end er. Men også inden for social- og sundhedsområdet, dannelsesmæssigt – og ja, også inden for det, vi kalder det ledelsesfilosofiske felt.
Den indadvendte jantelov fortæller hurtigt én, at man også skal passe på med at ville for mange ting på én gang. ”Skomager, bliv ved din læst,” kan man fornemme folk tænke.
Som leder af en kulturinstitution er éns læst imidlertid at forsøge at lede selve kulturen i en ny retning. Præcis ligesom alle andre, der beskæftiger sig med kulturen, arbejder med den som en fleksibel størrelse, man kan påvirke og måske ligefrem ændre fundamentalt på. Uden denne fleksibilitet ville arbejdet med kulturen ganske enkelt ikke give mening.
Hvis vi i Danmark kunne indoptage Petrocellis begrebsapparat og denne forståelse af, hvad det vil sige at praktisere kulturelt lederskab – og hvem, der er i stand til at praktisere dette – så ville vi frisætte en fantastisk silonedbrydende og innovativ energi, som ville komme hele samfundet til gode.
Ja, tænk hvis vi faktisk begyndte at forstå kulturledere som ’vores kulturs ledere’: Ville dén forsamling mennesker så ikke per definition være ekstraordinært inspirerende at lytte til og gå i dialog med – uanset om de så er kunstnere, institutionsledere, undervisere, politikere eller noget helt femte?
Indlægget er publiceret hos Kulturmonitor tirsdag d. 15. august 2023
