Af Andreas Vetö, direktør for Danmarks Underholdningsorkester
Det handler om at være tryg
– og om at kunne præstere, når det gælder
Danske virksomheder har et tryghedsproblem: ”Fuldstændig ligesom ledere i resten af verden vurderer danske ledere konsekvent trygheden markant højere end deres ansatte.” Det kunne ledelsesrådgiveren Christian Ørsted slå fast på baggrund af sin undersøgelse af tusindvis af danske ledere og deres medarbejdere. Undersøgelsen, som han bl.a. har skildret i Berlingske, tog udgangspunkt i den hæderkronede Harvard-professor Amy Edmondsons begreb ”psykologisk tryghed” – dvs. ”troen på, at man ikke taber ansigt eller træder andre over tæerne, hvis man taler om fejl, tvivl, spørgsmål, uenighed eller ideer”.
For skeptikere kan det nemt komme til at lyde som om, virksomhedens opgave er at være en psykologisk varmestue, hvor medarbejderne bare har det dejligt og aldrig presses det mindste. Som om det skulle være på bekostning af produktiviteten at have medarbejdernes tryghedsfølelse med i sine ledelsesmæssige prioriteringer. Men ikke alene har medarbejdere det samlet set bedre, når arbejdspladsen udgør et psykologisk trygt rum. Når man giver dem plads til at fejle og udtrykke tvivl, så resulterer det også i dygtigere medarbejdere, der både lærer af deres fejl og får øget deres samlede motivation.
I praksis kan det imidlertid være en udfordring for ledere at transformere arbejdspladsen til et tryggere rum. Her mener jeg, at erhvervslivet kan lade sig inspirere af den måde, et symfonisk orkester som Danmarks Underholdningsorkester arbejder på. Hvor de fleste virksomheder typisk løser alle deres opgaver i de samme kontoromgivelser, er et orkester velsignet med to vidt forskellige rum, som tydeliggør to tilsvarende forskellige måder at gå til arbejdet på: Øvelokalet og koncertsalen. Øvelokalet er den daglige arbejdsplads, hvor der skal være god plads til den fortløbende dygtiggørelse. Det er her man opbygger og styrker relationen til de andre musikere, så man harmonerer bedst muligt sammen og forstår, hvordan man kan supplere hinanden. Alt sammen faciliteret af en kyndig leder – i dette tilfælde dirigenten. I øvelokalet er der fuldt ud fokus på den psykologiske tryghed, og her er det altid i orden at begå fejl, stille spørgsmål og bede om at spille en passage igennem igen – især i den kritiske afslutningsfase op til en koncert eller en turnéstart.
Jo tryggere øvelokalet er, jo lettere bliver overgangen til koncertsalen også. For når salen er fuld og et spændt publikum venter på den anden side af bagtæppet, handler det om at kunne præstere på det højest mulige niveau. Individuelt på sit eget instrument, men i endnu højere grad som kollektiv, så man bedst muligt løfter opgaven i flok. Dermed er et symfonisk orkester i høj grad som et ’high performance team’, der skal levere ypperlige præstationer, når det virkelig gælder. Dirigenten skal sikre, at orkestret ikke peaker i øvelokalet eller ved generalprøven – det skal ske lige præcis i det afgrænsede tidsrum, koncerten varer.
Det pres, der ligger heri, kan selvfølgelig godt resultere i en forhøjet puls. Er det psykologisk trygge rum imidlertid etableret i øvelokalet, kommer koncerten snarere til at være en adrenalinrus snarere end et kortisolangreb. Fordi man både er tryg ved sin rolle og den overordnede mission, som man kaster sig ud i – sammen med alle sine kolleger, som man samtidig ved har éns ryg. En erhvervsvirksomhed ville nyde godt af på tilsvarende vis at have to forskellige rum til de vidt forskellige modi operandi. I mangel af bedre er det imidlertid muligt for ledere at etablere to metaforiske rum, som kan italesættes overfor medarbejderne:
Det drejer sig om det interne rum, hvor der er plads til at begå fejl, udtrykke tvivl og stille spørgsmål. Hvor det tilskyndes at sige noget snarere end at forblive tavs. Hvor det kollegiale fællesskab strategisk styrkes, så medarbejderne bevidst gør hinanden bedre. Dernæst er der det eksterne rum, hvor man skal præstere sit ypperste. Over for kunderne, samarbejdspartnerne og offentligheden. Hvor frugterne af det arbejde, der har fundet sted i det interne rum, skal høstes, og hvor man har opbygget en stærk tiltro til, at kollegerne vil bakke fuldt op om én.
Uden en bevidst skelnen mellem disse to metaforiske rum ender man som medarbejder for nemt i en permanent presset tilstand. For hvis det ikke aktivt kommunikeres ud, hvornår man befinder sig i det interne rum, vil medarbejderne som en helgarderingsmekanisme ofte antage, at de altid befinder sig i det eksterne. Det er dog særdeles opslidende og den korteste genvej til at nedbryde den psykologiske tryghed. For hvis man altid befinder sig i dette eksterne rum, er der aldrig plads til fejlene og tvivlen, men kun til at skulle præstere og imponere – og det er en tilstand, som ingen befinder sig godt i.
Kroniken er publiceret på Børsen Opinion tirsdag d. 7. marts 2023.
