Af Andreas Vetö, direktør for Danmarks Underholdningsorkester
Hvad er formålet egentlig med at lade kunsten fylde i folkeskolen?
Takket være en række initiativer fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt er der inden for den seneste uges tid blevet sat et stort og vigtigt fokus på kunsten og kulturens samfundsmæssige værdi.
Det gælder både økonomisk via den kulturpolitiske redegørelse og – hvilket næsten er endnu vigtigere – den værdi, der ligger i at introducere børn for kunsten og kulturen fra en tidlig alder.
Forståelsen for denne værdi kommer f.eks. til udtryk i statens finansiering af musikorienterede projekter, organisationer og initiativer som OrkesterMester, Levende musik i skolen, Sangens Hus og Strøm til børn. Samtidig har ministeren stort fokus på talentudvikling, og han har ytret ønske om at skabe musiklivets pendant til Team Danmark-modellen, som vi kender fra idrættens verden.
Som han skriver i forordet til musikhandlingsplanen: ”Det er vigtigt for mig, at børn og unge får en tro på egne evner tidligt i livet. For det er børn og unge i dag, som udgør fremtidens kunstnere og kulturforbrugere.”
Det er uden tvivl af det gode, at kunsten og kulturens potentiale pludselig bliver italesat så direkte af landets kulturminister og dermed belønnes med usædvanligt megen spalteplads. Men denne positive omstændighed kræver også, at vi tænker skridtet videre. At vi griber denne oplagte anledning til at få genkalibreret vores perspektiv på, hvad formålet overhovedet er ved at lade kunsten fylde i folkeskolen.
Det er blevet populært at fremføre argumenter som, ”hvis du er god til musik, så bliver du bedre til matematik” – hvor den kreative og kunstneriske udfoldelse reduceres til blot at være et værktøj, der styrker det, der åbenbart er allervigtigst. Skulle man så finde et værktøj, der fungerer bedre, så gøres kunsten med denne logik jo helt irrelevant.
Hertil kommer, at vi er mange, der ofte kan have det lidt for let med den såkaldte instrumentalisering af kunsten. Det er naturligvis positivt, at kunst kan gøre forskellige sundhedsmæssige, sociale og dannelsesmæssige indsatser mere effektive. Men vi risikerer at glemme, at kunsten – både skabelsen og oplevelsen af den – faktisk har en værdi i sig selv.
Disse to pointer er stærkt inspirerede af Gert Biesta, som er uddannelsesprofessor på både Maynooth University i Irland og University of Edinburgh i Skotland. På det netop overståede ’Children Need Arts – Global Summit 2023’ italesatte han det fundamentale problem, at mange argumenterer for værdien af kunst i uddannelsesøjemed – uden egentlig at interesse sig for kunsten i sig selv.
Han klassificerede det også som en fejl, at kunstens værdi i uddannelsessystemet bliver målt på, hvorvidt den udvikler specifikke færdigheder hos eleverne. Biesta påpegede, at et menneske imidlertid ikke bare en ting, men et levende, tænkende væsen, som via kunsten får forandret sit syn på verden – og at dette har en ualmindeligt stærk værdi i sig selv.
Han påpegede, at vi ikke skal tænke på, hvad en uddannelse producerer, men i stedet hvad den betyder for den enkelte elev. At vi ikke skal spørge, hvad uddannelsen frembringer, men i stedet hvad den muliggør. Kunsten kan nemlig, som Biesta formulerede det, åbne døre til både verden og selvet.
Ingen, der har haft en skelsættende kunstnerisk oplevelse, kan være uenig i Biestas pointer. Inderst inde er vi nok alle sammen enige om, at kunsten netop har denne værdi i sig selv, og at det ikke først er, når den indgår i forskellige – potentielt fantastiske og forbilledlige – sociale og sundhedsmæssige projekter, at den opnår en samfundsmæssig værdi.
Tværtimod kommer denne værdi til udtryk lige så snart bare ét barn gennem kunsten har fået fornyet sit perspektiv på sig selv og sin omverden.
Denne omstændighed er afgørende at huske på i arbejdet med kunst og kultur til de yngre generationer. For den kan nemlig hjælpe os med at sikre børn og unge mange flere perspektivrige og inspirerende oplevelser med kunsten, som vil styrke deres interesse for kunsten og dens kræfter.
En bonuseffekt er, at dette samtidig vil generere flere interessante talenter, som staten så kan tilbyde et relevant talentudviklingsprogram. Men ingen kunstneriske talenter kan udvikles uden en indgående fascination for kunsten. Så lad os få vækket denne hos så mange som muligt – så tidligt som muligt.
Indlægget er publiceret på Altinget torsdag d. 25. maj 2023.
