Af Andreas Vetö, direktør for Danmarks Underholdningsorkester
Farvel til finkulturen – goddag til folkeligheden
Lad os snakke om det, som vi ret problematisk kalder ”finkultur”. Problematisk, fordi det antyder, at denne form for kultur skulle være finere end andre former – og at den dermed skulle være forbeholdt de borgere, der selv føler sig lidt fine på den.
Tag bare Den Danske Ordbogs definition af begrebet:
”Kulturelle værker inden for fx klassisk musik, ballet, teater og litteratur, som det kræver bl.a. forkundskaber og tid at tilegne sig, og som typisk dyrkes af en lille, socialt begunstiget samfundsgruppe.”
Det er ikke så mærkeligt, at mange danskere har et anstrengt forhold til den såkaldte finkultur, som de åbenbart ikke skulle have de fornødne forkundskaber eller sociale begunstigelse for at forstå.
Sandheden er, at det naturligvis er en lodret forkert og på mange måder absurd skelnen.
I de bedre borgerskaber, man ser for sig, når man læser førnævnte definition, vil man sikkert se skævt til alt fra street art til dødsmetal. Men skulle kulturelle udtryksformer som disse være mere ligetil at få det fulde udbytte af?
Eller gælder det for disse, som det gælder for den såkaldte finkultur, at udbyttet generelt er proportionalt med den tid man har brugt på at forstå dem og dermed de forkundskaber, man har, når man skal opleve dem som publikum?
Naturligvis gør det det. Mit ærinde med dette indlæg er imidlertid ikke at ophøje hverken street art eller dødsmetal til finkultur. Tværtimod er det at argumentere for, at det, vi kalder finkultur, faktisk har et stort og i dén grad uindfriet folkeligt potentiale.
Hvis man kun færdes i det, vi så kunne kalde Danmarks finkulturelle miljøer, kan man godt komme i tvivl om, hvorvidt det er tilfældet. Men hvis man vil overbevises om, at ikke mindst den klassiske musik også vækker appetit hos ganske almindelige borgere, så kan det anbefales at tage et smut til Østrig.
Herfra er jeg netop hjemvendt efter endnu en tur med Danmarks Underholdningsorkester, som spillede musik af Joseph Haydn på både Theater an der Wien og Esterházy-slottet i Eisenstadt. En by med blot 15.000 indbyggere – omtrent svarende til Dragør eller Vallensbæk – men alligevel var der stuvende fuldt til vores koncert en søndag aften.
Faktisk var det endnu mere fascinerende tilbage i 2017, da orkestret også spillede en koncert i Eisenstadt, men denne gang langt ude på landet, snarere end på slottet – og det var en søndag formiddag. Jeg tænkte, at der ikke ville dukke et øje op. Men også dengang mødte publikum talstærkt op – og ikke bare Østrigs bedre borgerskab, men et særdeles alsidigt publikum, som også bestod af talrige familier, der havde taget deres mindre børn med.
Det er umiddelbart svært at forestille sig en tilsvarende begejstring og opbakning til en sådan koncert på dansk jord. Selvfølgelig har Østrig den fordel, at det er adskillige verdenskendte komponisters hjemland – ikke blot Haydn, men blandt andet også Mozart, Schubert og Strauss. Men det handler også om, hvordan denne kulturarv bringes i spil.
Østrigernes forkærlighed for at brande sig selv via den klassiske musik mærker man, når man stiger ombord på et fly fra Austrian Airlines, hvor der på smuk og indbydende vis strømmer Strauss ud af højttalerne – næsten som om man er på vej til Wiens årlige nytårskoncert. Det er helt i tråd med den ihærdige branding af Østrig som ”musikkens land” i alverdens sammenhænge, der blandt andet kommer til udtryk på 1-Euro-mønterne, som Mozart er indgraveret på – ligesom Carl Nielsen engang var på vores 100-kronessedler, indtil han blev erstattet af Lillebæltsbroen.
Den klassiske musik fylder ligeledes godt i den obligatoriske skolegang, hvilket giver børn fra treårsalderen og op en indføring i sang, komposition og rytmik i første omgang – og sidenhen korsang og sammenspil. Det kan vi ikke hamle op med herhjemme, hvor opprioritering af musikundervisningen ikke ligefrem kan siges at stå øverst på den uddannelsesmæssige dagsorden – endnu.
Undervejs på den seneste tur tog jeg med min familie ud i sneen. Her oplevede jeg et par gange at møde tilfældige østrigere, der spurgte ind til, hvorfor jeg var i Østrig. Da jeg så fortalte, at jeg var afsted med et symfonisk orkester, som skulle spille Haydn, faldt de – til min oprigtige overraskelse – næsten bagover af begejstring.
Sådan en respons har jeg aldrig oplevet i Danmark. Her bliver det at beskæftige sig med musik ofte mødt med en reaktion af, at det jo ikke kan være et rigtigt arbejde: ”Det er da fint nok – men hvad lever du så af?”
Der findes ingen snuptag, der med ét kan eliminere alle de negative konnotationer, som danskerne tillægger ”finkulturen”. Men vi kunne eksempelvis starte med at komme selve dét begreb til livs ved blot at dyrke kulturlivets mangfoldighed – uden behov for at dele ting op i ”fint” og ”knapt så fint”.
En sådan folkeliggørelse af alt det, vi ellers har klassificeret som finkultur, går smukt i spænd med kulturminister Jakob Engel-Schmidts vision om ikke blot at være minister for kulturen, men også for dannelsen. Vores kulturarvsmæssige ballast findes nemlig om noget i al den kultur, som af mange vil blive afvist som værende lidt for elitær. Ikke blot inden for musikkens verden, men i dén grad også inden for litteraturen, billedkunsten og scenekunsten.
Tænk, hvis folkestemningen vendte sig fra ”hvad skal vi med alt det gamle l…?” til en bred begejstring og pirrende nysgerrighed, der blev målrettet stimuleret allerede fra treårsalderen – sådan som det sker med musikken i Østrig.
Den kulturvision, som Mogens Jensen efterlyste forleden her på Kulturmonitor, kunne med rette rumme en italesættelse af det fundament, som er kimen for både nu- og fremtidens kunst og kultur. En fremtidsvision står som bekendt stærkere, når man også forstår den fortid, vi bygger ovenpå.
Derudover kunne SAS snuppe Austrian Airlines’ idé og spille Carl Nielsen eller Edvard Grieg – eller på anden vis bringe den stolte nordiske kulturarv i spil på en indbydende måde. Tilsvarende kunne enhver turismeaktør – om det så er VisitDenmark, Wonderful Copenhagen eller et lille turismekontor i provinsen – gøre meget for at mangfoldiggøre den måde, vi formidler den danske kultur på. Mon ikke vi kunne vække turisternes interesse gennem andet og mere end H.C. Andersen og ny nordisk mad?
På den uddannelsesmæssige front handler det ikke bare om matematikken i antallet af undervisningstimer, der tilgår de kreative fag. Selvfølgelig er vi mange, der mener, at det ville være en god idé med flere timer, fordi det samtidig ville komme klassemiljøet, læringen, dannelsen og fællesskabet til gode. Men det handler mindst lige så meget om at give eleverne bedre og mere kreative rum at lære i – og mere plads til de udfoldelser, der for alvor får dem til at forstå værdien af de kreative fag.
Til syvende og sidst ligger det primære ansvar imidlertid hos de kulturinstitutioner, der som Danmarks Underholdningsorkester har som hele eller en del af sit virke at formidle oplevelser, der kan placeres i den ”finkulturelle” kategori.
Det er op til os at demonstrere disse oplevelsers folkelige potentiale i praksis. Ingen borgere kan klandres for ikke at føle sig tilstrækkeligt velkomne, hvis vi i vores formidling og præsentation af disse oplevelser holder fast i, at de netop er tiltænkt en snæver elite.
Skal finkulturen gøres mindre fin på den, er den derfor nødt til at opføre sig mere folkeligt. Ikke for på nogen måde at reducere dens værdi, men tværtimod for at øge den – sådan som det vil ske, når man åbner den op og indbyder mange flere til at få glæde af den.
Debatindlægget er bragt i Kulturmonitor tirsdag d. 21. februar 2023.
