Af Pernille Rosendahl, sanger og sangskriver, og Andreas Vetö, direktør for Danmarks Underholdningsorkester
Selvom Danmark er et ganske lille land, har visse politikere alligevel en udbredt tendens til at tale om kulturelle kløfter imellem os. Som om der er en enorm forskel på kultursulten mellem de mennesker, der bor i land og by. Det har vi ikke mindst oplevet med den netop overståede valgkamp, hvor der for visse politikere næsten gik sport i at sætte den snobbede storbyelite over for de jordnære landsbyboere.
Men lad os stoppe op og én gang for alle erkende, at der er uendeligt meget mere, der binder os sammen som danskere, end som skiller os ad. Det er en erkendelse, der især er afgørende, når det kommer til kulturlivet. Her forsimpler man tit billedet, når man fokuserer på, at den mere eksperimenterende kunst som regel har det bedre i storbyen, og at der er langt flere halballer i Vestjylland end på Nørrebro i København. Men skulle dette virkelig betyde, at borgere i de mindre byer ikke er interesserede i mangfoldige kulturoplevelser? At de ikke gerne vil gå til koncerter, se teaterforestillinger, opleve fantastisk billedkunst eller deltage i litterære arrangementer?
Som turnerende musikere er dette bestemt ikke vores oplevelse. Når man kommer rundt i Danmark og besøger de mindre byer, sådan som vi eksempelvis netop har gjort det på vores nyligt overståede fælles turné, er det tydeligt, at interessen for kulturen er stor. De lokale borgere bakker op og udviser stor begejstring for det, der sker – både i rollen som publikum og i rollen som frivillige, når der er brug for sådanne.
Vi vil dermed hævde, at appetitten efter kunst og kultur fuldt ud er til stede overalt i Danmark – også i de byer, der måske ikke har den samme kulturelle infrastruktur som større byer.
I nogle byer er der ikke deciderede koncertsale eller spillesteder, men viljen til at finde rum, der kan fungere til formålet er stor. Det være sig kirker, museer eller – som på vores turné – idrætscentre i Vrå og Hobro og et messecenter i Aars. Måske ikke på papiret så sexede venues, som storbyrå spillesteder og smukke koncertsale, men i virkeligheden yderst velfungerende til formålet. Forestil dig en lydprøve, mens børn og unge suser forbi på vej i svømmehallen eller til en idrætsaktivitet. Magien sker i det øjeblik, hvor lyset slukkes. Når musikerne træder op på scenen og sætter musikkens bankende hjerte i gang. Rummet er som forvandlet. Hvad der andre dage lægger hus til en svedig håndboldkamp, danner nu rammen om en æstetisk oplevelse, der vækker folks hukommelsesstrenge og sætter følelserne i spil. Hvilken særegen magi!
Vi tror dermed på, at der er et stort potentiale i Danmarks mindre byer, som man uden videre kan udnytte i langt højere grad. At danske kunstnere og kulturaktører har alle forudsætninger for at nå langt bredere ud. Uanset om ressourcerne, der skal til, kommer fra kulturaktørerne selv, fra erhvervspartnere eller fra det offentlige, skal den øgede turnéaktivitet ses som en fælles investering i kulturlivet. Men en sådan investering er netop også en investering i det samfund, vi ønsker at skabe.
Det samfund, der prioriterer kunsten og kulturen og dermed borgernes almene dannelse, er nemlig også et mere åbent, nysgerrigt og demokratisk funderet samfund. Vi som kunstnere oplever samtidig en krydsbefrugtning af vores kreativitet, som åbner op for en langt større pallette af kulturelle møder. Kunne man tilmed tænke kulturelle møder endnu mere ind i sundhedssystemet, på plejehjemmene og i skolesystemet, så kunne kunsten også her være med til at understøtte løsningen af nogle af samfundets helt store problemer.
Vi ser ingen kløfter – kun et kæmpe potentiale, der er værd at investere i.
