Debatindlæg af Andreas Vetö, direktør for Danmarks Underholdningsorkester
Som enhver psykolog vil kunne skrive under på, så er det af højeste vigtighed, at vi tager hånd om vores følelser. Faktisk er der alvorlige risici forbundet med at ignorere sine følelser. Det kan udløse både mentale og fysiske lidelser – alt fra stress, angst og depression til maveonde, søvnløshed og hjertesygdomme. Der er næppe noget, der vækker stærkere følelser i os end døden – uanset om det er vores egen eller andres død, det drejer sig om. Derfor er der grund til at tage det alvorligt, når et flertal af danskere mener, at vi snakker for lidt om døden. Tænk, hvis døden i langt mindre grad var et tabu, men et emne, som vi mere afslappet og naturligt kunne forholde os til. Så ville mange følelsesmæssige knuder langt lettere kunne bindes op – eller måske slet ikke blive dannet i første omgang. En hovedudfordring ved at tale om døden er, at den blandt eksperter og i samfundsstatistikker ofte italesættes på en kold og klinisk måde – og dermed i direkte modstrid med de brændende følelser af sorg, kærlighed, fortvivlelse, chok og savn, som blusser op i os, når vi faktisk konfronteres med døden.
Vejen til et mindre tabubelagt forhold til døden går dermed næppe via den kliniske forståelse af begrebet. Tværtimod går den korteste vej til aftabuisering af døden via kunsten, der som hele sin eksistensberettigelse netop har evnen til at bearbejde følelser. Ikke blot for den udøvende kunstner, men også hvert enkelt menneske, der oplever kunsten, og som herigennem får skabt nye forbindelser til de følelser, der rumsterer indeni.
Døden er helt naturligt et centralt tema i kunsthistorien. Så lang tid, som litteraturen, billed- og scenekunsten har eksisteret som kunstformer, er døden blevet skildret. Ikke mindst Bibelen skildrer et utal af dødsfald, og det samme gør alt fra litterære klassikere til samtidens Hollywood-film. I musikkens verden skildres døden også på alverdens måder, uanset om vi snakker Mozarts episke Requiem, Flaming Lips’ opløftende Do You Realize?? eller Monty Pythons sørgmuntre Always Look on the Bright Side of Life.
Med kunsten får vi imidlertid ikke blot en måde at håndtere døden på hver især. Hver eneste gang vi mødes om kunsten – ved forestillinger, koncerter, i private bogklubber eller endda dedikerede sorggrupper – forbindes vi ikke kun med kunsten, men også med hinanden. De tårer, der grædes, når man er omgivet af medmennesker, føles uden tvivl anderledes, end dem, der grædes i ensomhed.
Kunsten kan også formå at vende døden til noget smukt. Den kan hjælpe os med at forstå døden som den afrunding på livet, der især for ældre mennesker måske ligefrem kan være længe ventet. Selv ved chokerende og alt for tidlige dødsfald kan kunst – og ikke mindst musik – fungere som terapi, fordi den sætter os i forbindelse med den afdøde på en måde, som ingen andre fænomener kan.
Artiklen er bragt som debatindlæg i Kristeligt Dagblad lørdag den 1. oktober 2022.
