Så længe klassisk musik underprioriteres i folkeskolen, gør vi os selv en bjørnetjeneste

07 | Okt | 2021

Det er nemt at komme til at lyde som en gammel knark, når man slår på tromme (eller måske snarere pauker?) for den klassiske musiks fortræffeligheder. Blandt børn og unge er den klassiske musik nemlig ofte forbundet med noget, der primært er forbeholdt de ældre generationer, der ikke kan holde den nymodens musik ud.

Det er ærgerligt, for én ting er ganske vist: Så længe den klassiske musik underprioriteres i folkeskolens musikundervisning, gør vi os selv en kæmpemæssig bjørnetjeneste. Set ud fra et samfundsmæssigt perspektiv, vel at mærke.

Vi er netop nødt til at bevæge os udover de subjektive smagsdomme, hvis vi på en meningsfuld måde skal kunne snakke om den værdi, som den klassiske musik er i stand til at tilføre samfundet.

I dette bredere perspektiv består ærgrelsen i, at lige præcis den klassiske musik udgør en noget nær uudtømmelig ressource, som kan forbedre tilværelsen på tre forskellige niveauer.

For det første har forskningen for længst bevist, at klassisk musik bidrager til øget trivsel og et styrket mentalt helbred på et væld af måder. For eksempel har musikken en afstressende effekt, som hårdtpumpet popmusik åbenlyst ikke har. Den klassiske musik udløser dopamin, som både gør os gladere og modvirker frigivelsen af stresshormoner. Dette hjælper os endvidere til at tænke klart og gør en bred vifte af arbejdsopgaver mere behagelige at udføre.

Desuden hjælper den klassiske musik os også på vej til at sove bedre om natten, og en god nats søvn er – som alle ved – altafgørende for vores velbefindende.

Når man introducerer folkeskoleelever til klassisk musik, præsenterer man dem dermed for et vaskeægte vidundermiddel, som hele livet igennem kan bidrage til at gøre dem til gladere og mere velfungerende mennesker.

For det andet kan den klassiske musik bidrage væsentligt til éns trivsel, når man sidenhen kommer ud på arbejdsmarkedet. Udover at styrke koncentrationsevnen og generelt gøre arbejdet mere behageligt at udføre, gør musikken os også beviseligt mere kreative.

Hertil kommer, at sammenspillet i den klassiske musik i særlig grad styrker samarbejdsevnerne. Det gør rytmisk musik også, men denne fokuserer i højere grad på den individuelle præstation med én på hver stemme, mens klassisk musik handler om at dele sin rolle med andre – og dermed evnen til at lytte til sine medspillere og orientere sig i det samlede musikalske udtryk.

“Den vil bidrage til, at vi får mere dannede og mentalt sundere folkeskoleelever, som samtidig bliver mere kreative og samarbejdslystne, når de sidenhen træder ind på arbejdsmarkedet.”

Mange arbejdsgivers ønskeliste rummer ’mere kreative ansatte med bedre samarbejdsevner’. De evner, som klassisk sammenspil frembringer, vil således komme eleverne til gode i et væld af sammenhænge, hvor det handler om at skabe professionel samklang, snarere end blot at trutte i sit eget horn.

For det tredje understøtter den klassiske musik det, vi fortsat kan kalde den almene dannelse. Det gælder i forhold til kulturarven og forståelsen af, hvad al den musik, der udgives i dag, faktisk står på skuldrene af. Med de krav til fokus og koncentration, som den klassiske musik stiller, udgør den også en fantastisk modgift til digitaliseringens evige intensivering af tempoet.

Desuden stimulerer den klassiske musik uden tvivl fællesskabsfølelsen på tværs af alle, der lytter til den – og i endnu højere grad blandt dem, der fremfører den. Det er som bekendt svært at slås, hvis man lige har spillet eller sunget sammen. Bare spørg de roligans, der lige har skrålet sig igennem Der er et yndigt land på stadion, om ikke de snarere har trang til at give deres sidemand en krammer end én på sinkadusen.

Så hvad kan man i praksis gøre for at opprioritere den klassiske musik i folkeskolen? Man kunne starte med at etablere et indholdsmæssigt pensum, som giver eleverne indføring i en vifte af de vigtigste klassiske komponister. I sammenspilsøjemed bør vægtningen af den rytmiske musik nedjusteres til fordel for den klassiske musik. Desuden bør der udvikles undervisningsmateriale, der gør det nemt for lærerne at skabe begejstring omkring den klassiske musik og dens historie. Med disse tre træk ville man være godt på vej.

Om end klassisk musik er et vidundermiddel, så er det trods alt ikke en komplet mirakelkur. En opprioritering, som den her skildrede, kan selvfølgelig ikke løse alle samfundets problemer alene. Men den vil bidrage til, at vi får mere dannede og mentalt sundere folkeskoleelever, som samtidig bliver mere kreative og samarbejdslystne, når de sidenhen træder ind på arbejdsmarkedet. Det er vist det, man kalder en win-win-win.