Af Poul Krebs, sanger og sangskriver, og Andreas Vetö, direktør, Danmarks Underholdningsorkester
Hvis man ikke lige tænker nærmere over det, kunne den turné, vi i fællesskab drog ud på i efteråret, godt bare ligne en relativt træfsikker opskrift på at sælge en bunke koncertbilletter: En rocksanger med mere end tyve albums bag sig, som akkompagneres af et symfonisk orkester, der har været en institution i dansk kulturliv i over 80 år.
For os handlede det imidlertid om noget helt andet.
Det, vi skabte sammen, ser vi som et eksempel på den form for krydsbefrugtning, der burde finde sted overalt i samfundet. Selvfølgelig inden for kunsten og kulturen, men i lige så høj grad inden for erhvervslivet og på tværs af samfundets øvrige sektorer.
De seneste år er det blevet tiltagende populært for forskellige aktører at indgå partnerskaber. Det er imidlertid sjældent, at disse når særligt langt udover den velkendte sponsormodel, hvor én partner giver penge til en anden til gengæld for en portion attraktiv synlighed.
En variant er den mere købmandsprægede model, hvor den ene part i praksis blot køber en ydelse fra den anden, men hvor det udadtil formidles som om, der er indgået et decideret partnerskab.
Der kan være mange årsager til, at det er så svært at mestre kunsten at lade sig krydsbefrugte. Vi har imidlertid et todelt bud på, hvad der kunne ligge under:
Først og fremmest mener vi, at der mangler en grundlæggende forståelse for, hvad det overhovedet vil sige, at være ’partnere’ i denne forstand.
For det andet fornemmer vi en manglende forståelse for hvilket udbytte, man faktisk kan forvente, når man indgår et partnerskab.
Et partnerskab må nødvendigvis betyde aktiv involvering fra begge parters side. En økonomisk udveksling er således ikke lig med aktiv involvering. Det er det heller ikke at få smidt sit logo på en bagvæg, en plakat eller en Facebook-video.
Som vi ser det, kan man kun siges at involvere sig aktivt, når man faktisk udvikler noget i fællesskab, som ingen af parterne kunne have skabt på egen hånd. Når der dermed opstår noget, der har sin egen form. Noget, som er en sammensmeltning af de idéer og kreative kompetencer, man hver især har bidraget med.
Det er ikke fordi denne sammensmeltning skal romantiseres – men hvis den ikke finder sted, hvori består det egentlige partnerskab så? Mange springer netop sammensmeltningen over og nøjes i stedet med at drive lidt gensidig rovdrift på modpartens brand eller bankkonto i håbet om, at det giver deres eget foretagende et boost.
Det udbytte, man kan forvente gennem et reelt, aktivt og gensidigt værdiskabende partnerskab, er på et helt andet niveau.
Med et populært udtryk handler det om at bevæge sig uden for sin komfortzone. Ikke blot for en kort stund, men gennem en lang periode. For vores vedkommende drejede det sig om en længere koncertturné, som naturligvis fandt sted efter adskillige måneders intens forberedelse. Det er omtrent sådan et omfang, vi vil mene, der skal til, hvis de dybere erkendelser skal forplante sig og potentialet i partnerskabet skal indløses.
Allerførst skal man dog have lyst til at bevæge sig ud på det dybe vand. Man skal erkende, at man i faktisk trænger til at komme derud, så man undgår at sidde fast i de samme gamle rytmer.
At man med et sådant partnerskab selvfølgelig også når ud til folk, man hver især ikke i forvejen havde fat i, er blot en bonus. For hvis det primært handlede om dét, kunne man jo for bare lave et Instagram-partnerskab, hvor man giver shoutouts til hinanden. Eller et andet stunt med tilsvarende lidt substans.
Vi skal ikke hævde, at vi én gang for alle har knækket krydsbefrugtningskoden. Men i al beskedenhed mener vi, at vi nærmer os en tilgang, som alverdens andre aktører tilsvarende kan få glæde af.
Det vil sige den tilgang, hvor man for alvor lader sine idéer og talenter smelte sammen, så der opstår noget helt nyt. Hvor kreativiteten til enhver tid trumfer kommercialismen. Hvor man har omverdenen i tankerne og forsøger at skabe reel værdi for andre mennesker. Uanset om de er koncertgængere, forbrugere eller samfundsborgere.
Artikel er bragt som debatindlæg i Jyllands-Posten den 24. april 2022.
