Danmarksturné med Tv-2
Sammen med TV-2 besøger vi 13 byer i hele landet
0. – 8. klasse
Musik
KAMMERTONEN PÅ BESØG er et kammermusikalsk koncertformat, hvor skoleeleverne kommer helt tæt på musikerne og musikken. De får besøg på skolen af en strygekvartet eller en blæserkvintet fra Danmarks Underholdningsorkester og besøget varer 1 lektion.
Børnene introduceres for musikken og for instrumenterne af en af orkestrets faste B&U-formidlere, som guider børnene igennem koncerten og skaber en tryg ramme for dem. Musikerne spiller musik for børnene, de demonstrerer på skift deres instrumenter og fortæller, hvad de er lavet af og om der er særlige strenge eller mundstykker, der skal til for at frembringe lyd.
Børnene inddrages aktivt – de dirigerer, klapper rytmer, synger med, mærker musikkens puls og så får de forskellige opgaver eller redskaber til, hvordan de kan lytte til musikken. Så inden musikken går i gang, har børnene fået nogle redskaber til forståelsen, som gør deres lytning sjovere og nemmere.
Børnene bliver præsenteret for både gammel og nyere klassisk musik. De kommer igennem mange forskellige slags stemninger i løbet af de 45 minutter, besøget varer. Musikken kan give dem et rum, hvor de mærker sig selv og hvor der er plads til alle følelser.
Koncerterne foregår for en hel årgang ad gangen (max 3 klasser eller 75 børn pr koncert på 45 min) og ensemblet kan spille op til 3 koncerter på samme skole på en dag (inden for max 4 timer).
Besøget kræver ikke forberedelse, men vi anbefaler, at klassen inden koncerten ser nogle af vores videoer om instrumenterne.
Skolen skal stille en lille sal eller fællesrum til rådighed med et mindre lydanlæg eller en forstærker (til værtens headset) + 1 mikrofon til musikerne.
Dette format kan målrettes 0.-3.klasse / 4.-6. klasse / 7.-8.klasses musikvalgfagshold – dog helst separart og ikke til samme koncert.
Der spilles musik af bl.a.: Mozart, Vivaldi, Brahms, Pachelbel, Hindemith, Nielsen og Ibert.