Kærlighed til tangoen tilføres flere argentinske kræfter

20 | Jul | 2021

Når 100 året for Astor Piazzolla til efteråret skal fejres med KÆRLIGHED TIL TANGOEN, bliver det med Victor Hugo Diaz som iscenesætter og tangokonsulent.

Argentinske Victor Hugo Diaz er uddannet skuespiller og statsautoriseret speaker fra Buenos Aires, Argentina og har beskæftiget sig med dans, sang, undervisning og iscenesættelse indenfor den argentinske tango i over 25 år. I Danmark har han medvirket i film, tv og teater, blandt andet i musicals som Evita, i film som House of Spirits og i tv-serier som Sommer og Nynne.

 DUO: Hvad ser du frem til med Kærlighed til Tangoen?

”Jeg ser frem til at samarbejde med Danmarks Underholdningsorkester, samt med danserne og solisterne, som Per Arne Glorvigen og Maestroen Alexis Cardenas.”

DUO: Hvad kan publikum glæde sig til ved denne forestilling?

“Vi er heldige at kunne engagere Julia Zenko, en af de største stemmer indenfor den folkelige musik i Argentina. Hun har sunget Maria i “Maria de Buenos Aires”, Astor Piazzollas tango operita, i Buenos Aires, tangoens hjemland og over hele Europa i over 10 år.”

DUO: Hvilken betydning har dansen?

”Danserne er et kapitel for sig. De kender tango-genren på rygraden, men frem for alt er de kunstnere, som med deres fortolkninger i årevis har præget både det lokale og det internationale tangomiljø. Fælles for alle er en enorm respekt og kærlighed til tangoen.” 

DUO: Hvor stor betydning har Piazzolla for dig som argentiner?

”Det glæder mig som indfødt argentiner og som en mand, der har beskæftiget sig med den argentinske tango i over 25 år, at kunne bidrage til denne fejring af Astor Piazzollas 100års jubilæum. Det en fantastisk mulighed for det danske publikum at kunne opleve denne sammensætning af talenter for første gang i Danmark.”

Oplev Kærlighed til Tangoen – Piazzolla 100 år fra den 2. – 21. nov. 2021 i Aarhus, København, Aalborg og Aabenraa. Læs mere her.