Tirsdag 4. juni kl. 19.30
Den Sorte Diamant, Dronningesalen
Varighed ca. 80 minutter
Den Sorte Diamant, Dronningesalen
Varighed ca. 80 minutter
Kom med, når Danmarks Underholdningsorkester sammen med radiovært og foredragsholder, Signe Amtoft, og historiker og formidler, Gry Jexen, inviterer til koncert og samtale om kvindelige komponister.
Historiens kvindelige komponister af klassisk musik har i mange år været i voldsomt undertal eller direkte fraværende fra repertoiret i verdens koncertsale. Men takket være de seneste års standhaftige researcharbejde er flere og flere bemærkelsesværdige værker dukket op fra gemmerne. Den 4. juni kan du høre en perlerække af disse i Den Sorte Diamant, når komponister som Lili Boulanger, Louise Farrenc, Florence Price, Ethel Smyth, Chiquinha Gonzaga, Fanny Mendelssohn, Hilda Sehested, Barbara Strozzi og Louise Alenius bliver fortolket af musikere fra Danmarks Underholdningsorkester. Værkerne introduceres i farverige, historiske fortællinger om både komponisten og hendes samtid. Datidens kvindelige komponister skrev fortrinsvis for mindre ensembler, og det er derfor også det format, vi bygger koncertens repertoire på. For orkestrets musikere er dette desuden en lejlighed til at træde mere solistisk frem og arbejde kammermusikalsk sammen.
Program
Har du brug for personlig service eller vejledning? Kontakt Ticketmaster på telefon 3848 1630 (mandag til fredag kl. 10 til 16).
Hvornår blev du første gang opmærksom på den oversete skare af kvindelige komponister?
Det var dengang, jeg var med til at lave en julekalender på P2, hvor vi præsenterede 24 portrætter af kvindelige komponister. Undervejs i arbejdet begyndte jeg at undre mig over, hvorfor det var så svært for den etablerede klassiske musik – både orkestre og formidlere – at få kvinderne med. Jeg blev lidt indigneret på de kvindelige komponisters vegne, så jeg gravede mig nysgerrigt ned i deres historier, og det har vist sig at være et skatkammer!
Er der en komponists historie, du særligt glæder dig til at formidle?
Jeg har altid været interesseret i amerikansk historie, så især Florence Price har fået en plads i mit hjerte. Det er min store drøm at få sat hendes Symfoni nr. 1 i e-mol op af et fuldt orkester! Dén bør man lytte til. Hun brugte sine afroamerikanske rødder i den måde, hun komponerede på, og hun gav den europæiske lyd en snert af juba. Det er jeg vild med. Heldigvis kan vi til koncerten præsentere en bid af Prices strygekvartet nr. 2 i a-mol, der netop også rummer juba-elementer – og den glæder jeg mig til, at folk skal høre!
Tror du, at man ved blindtest generelt kan kende forskel på kvindelige og mandlige komponister?
Jeg tror, man kan høre deres personlighed mere end deres køn. Hos mændene kan man mærke Chopins skrøbelighed i nocturnerne og Mozarts pophjerte i hans ”hooks”. På samme måde kan man høre Clara Schumanns rådvildhed i hendes klaverkoncerter og Ethel Smyths aggressivitet i hendes operaer.
Hvem er din personlige favorit af alle de komponister, hvis musik vil blive fremført?
Det kommer an på mit humør! Men jeg elsker Clara Schumann. Hun er lidt et enigma – et vidunderbarn, der er blevet nedprioriteret af eftertiden på grund af sin mand. Alligevel har hendes ansigt været på tyske pengesedler, og det må jo siges at være anerkendelse. I sidste ende er hendes musik bare noget af det smukkeste, jeg har hørt fra nogen komponist overhovedet – mand eller kvinde.
“… jeg elsker Clara Schumann. Hun er lidt et enigma – et vidunderbarn, der er blevet nedprioriteret af eftertiden på grund af sin mand.”
Hvad håber du især, at publikum får med sig hjem, når aftenen er ovre?
Der er så meget, man “plejer at gøre” inden for den klassiske musik. Så jeg håber, at publikum får rystet posen lidt og tillader sig selv at være nysgerrige. At de lytter til musikken, men også til samtalen om, hvorfor vi ikke kender kvindernes historier på linje med de mandlige komponisters. Jeg håber også, at de får lyst til at lytte videre til andre værker, og at de begynder at tale selvfølgeligt om dem, når de diskuterer klassisk musik med deres venner.
Vi har lavet et nyhedsbrev til dig som vil holdes opdateret. Du modtager seneste nyt om vores koncerter og får adgang til eksklusivt presale.