Skip to main content

Danmarks Underholdningsorkester søger en producent til vores produktionsteam (tidsbegrænset)

Det er Danmarks Underholdningsorkesters vision at bringe store musikalske oplevelser af højeste kvalitet ud til hele landet og give både børn og voksne stærke oplevelser af og med den symfoniske musiks storhed inden for såvel det klassiske som det populærmusikalske repertoire. 

Orkestret har en væsentlig del af sine aktiviteter i krydsfeltet mellem symfonisk musik og rytmisk musik. Din primære opgave bliver at være tovholder for projekter inden for dette område. Det indebærer tæt kontakt til medvirkende artister, dirigenter, komponister/arrangører, venues og bookingpartnere, både om praktiske spørgsmål og om løbende kunstnerisk sparring; desuden ansvar for budgetlægning og økonomistyring.

Du bliver en del af DUO’s administrative team, der består af engagerede kolleger, hvis hjerter banker for musikken og formidlingen heraf. Tempoet er højt, de kunstneriske ambitioner ligeså. Det er et lille team, der komplementerer hinanden og løfter i fællesskab. De fleste produktioner vil blive realiseret i samarbejde med en af orkestrets produktionsledere, men i enkelte produktioner vil du selv skulle stå for afviklingen. Der må påregnes skiftende arbejdstider og en del rejse- og turnévirksomhed.

Opgaverne vil bl.a. være:

  • planlægning og udvikling af projekter inden for et bredt felt af populærmusikalske formater og genrer
  • produktion af koncerter inden for dette område, i samarbejde med DUO’s bookere
  • planlægning og realisering af turnéer i samarbejde med DUO’s produktionsledere
  • ansvar for de enkelte projekters økonomi
  • indgåelse af aftaler med medvirkende og venues
  • udvikling af nyskabende koncertformater med ”symfonisk rytmisk musik” som omdrejningspunkt, 
  • samarbejde med DUO’s kommunikationsafdeling om tekstmateriale om koncerternes indhold
  • medudvikling af DUO’s digitale platform og overordnede formidlingsstrategi

Vi søger en producent, der:

  • har erfaring med professionel (evt. også kommerciel) musikproduktion
  • har stærke kompetencer inden for projektledelse
  • har en drivkraft og ambition om at lade musikken nå ud til mange
  • har sans for de dynamiske processer i et klassisk symfonisk orkester
  • er kreativ, visionær og ambitiøs
  • er ansvarsfuld, struktureret og proaktiv
  • behersker dansk og engelsk i skrift og tale 
  • gerne har erfaring med fundraising 
  • er en holdspiller, der trives blandt energiske og passionerede mennesker
  • trives med at arbejde både på kontor og i prøve- og koncertsalen
  • er indstillet på vekslende arbejdstider

Vi tilbyder:

  • store kunstneriske ambitioner på en spændende arbejdsplads i udvikling
  • frihed til at bruge din faglighed bedst muligt til at løse opgaverne
  • en organisation med stærk iværksætterånd – orkestret er ejet af musikerne selv
  • en værdibåret arbejdsplads med respekt for kolleger og plads til forskelligheder
  • et team af kolleger med tillid til hinanden samt en uformel og humoristisk omgangstone

Ansøgning + CV sendes som pdf til ansogning@underholdningsorkester.dk 

Ansøgningsfrist: 14. november 2024 kl. 12.
Samtaler: Onsdag den 20. november 
Ansættelsestidspunkt: 1. januar 2025, 37 timer ugentligt. Ansættelse sker i et barselsvikariat frem til 1.  juli 2025, men med mulighed for efterfølgende fastansættelse.

For spørgsmål angående stillingen kontakt direktør John Frandsen på jf@underholdningsorkester.dk , mobil 26876226

Leave a Reply