Det er en mangeårig vision, der bliver til virkelighed, når vi nu indgår partnerskab med Høje-Taastrup Kommune
Sammen skal vi ikke blot skabe musik i og omkring det nye Børne- og Kulturhus i Taastrupgaard – vi vil også indfri kunsten og kulturens potentiale til at skabe stærke og varige sociale forandringer i lokalområdet.
På sigt er ambitionen, at vores orkester får base i kommunen – og nærmere betegnet i Kulturkvarteret. Det er her, man finder det helt nye Børne- og Kulturhus i Taastrupgaard. Det multifunktionelle hus, som både rummer vuggestue, børnehave, folkeskole og tre kulturskoler, er centralt placeret i kvarteret. Inden etableringen af de rammer, der kan gøre det muligt for os at flytte ind, vil partnerskabet i første omgang bestå af en bred vifte af aktiviteter og projekter, som vil integrere orkestret i lokalområdets forskellige institutioner og tilbud.
Fokus på det sociale potentiale i kunsten og kulturen
Hvor musikalsk berigende samarbejdet end bliver for Høje-Taastrup Kommune, er det langt fra kun dette aspekt, der har gjort partnerskabet tiltalende. Tværtimod er det kommunens og orkestrets fælles tiltro til kunsten og kulturens transformative potentiale – ikke mindst på det sociale område – der har gjort udslaget. Samarbejdet er nemlig stærkt inspireret af et lignende partnerskab i Bremen, hvor den tyske bys internationale kammerorkester i 2007 flyttede ind på en skole i den østlige del af byen. Et partnerskab, som har ført et væld af positive konsekvenser med sig. Det gælder både for eleverne, for skolen og dens personale og for lokalmiljøet – herunder bedre karakterer, mindre frafald, forbedret arbejdsmiljø, mindre kriminalitet og øget forældreengagement. Hertil kommer, at partnerskabet har vakt opsigt både nationalt og internationalt.
Borgmester: ”Den helt rigtige samarbejdspartner”
I Høje-Taastrup er forventningsglæden også stor, og borgmester Michael Ziegler udtaler: ”Danmarks Underholdningsorkester er efter vores opfattelse den helt rigtige samarbejdspartner. De har gennem deres aktiviteter både demonstreret, at de formår at bringe musikken ud til børn og unge, og at de aktivt ønsker at være med til at transformere vores boligområde. Andreas Vetö har igennem flere år både talt og skrevet om dette ønske om at gøre en større samfundsmæssig forskel – senest i Politiken i juli – og det giver vi med dette partnerskab orkestret en enestående mulighed for.”
Ziegler henviser til Vetös debatindlæg i Politiken fra den 4. juli, hvor Vetö først fortalte historien om orkestret og skolen i Bremen og dernæst konstaterede, at ”så godt som alle danske kommuner har boligområder, der ville nyde godt af en helt ny måde at imødegå sociale udfordringer på”. Han sluttede indlægget af med et retorisk spørgsmål: ”Er der så nogen kulturinstitutioner, der frivilligt melder sig til at træde et godt stykke ud af komfortzonen? Ja, det gør vi i Danmarks Underholdningsorkester.”
I 2024 skal fundamentet for det langsigtede partnerskab etableres
Formelt set træder partnerskabet i kraft fra januar 2024, men forarbejdet er allerede i gang. Således afholdt vi den første fælles workshop den 2. november, hvor spadestikket til de første konkrete tiltag blev taget. I løbet af 2024 vil partnerskabet gennemgå en udviklingsproces med fokus på at opdyrke synergier. Denne proces vil fokusere på forskellige afprøvninger og kortlægninger af partnerskabets mulighedsrum – herunder hvilke yderligere relevante partnere, der eventuelt kan inddrages i samarbejdet. Denne proces skal således etablere fundamentet for det langsigtede strategiske partnerskab mellem Danmarks Underholdningsorkester og Høje-Taastrup Kommune.