fbpx

Absolut Brahms 2022

Danmarks Underholdningsorkester er stolt over at kunne annoncere et nyt samarbejde med Frederiksbergfonden om at tilbyde alle skoler i Frederiksberg kommune tre musikpædagogiske forløb over de næste 3 år.

Målet er, at alle kommunens børn i den nævnte aldersgruppe får mulighed for at lære tre af de største klassiske komponister at kende og opleve symfoniorkestret live. I 2022 drejer det sig om romantikeren Johannes Brahms.

Mange børn og unge kender ikke umiddelbart Brahms, men når de hører Ungarsk Dans nr. 5, eller Vuggevise – så kan de fleste nynne med.

Men hvem var han egentlig, ham Brahms? Og hvad var det ellers, han blev så berømt for? Hvad har han betydet for vores kulturarv og hvad gav ham inspiration til at skrive sin musik? Hvordan var det at være komponist i kølvandet på Mozart og Beethoven – og kunstner i den romantiske periode? Og hvad nytter det at være berømt, når man ikke kan få den, man elsker?

Gennem en musikalsk fortælling – med Brahms’ symfonier som omdrejningspunkt – guides eleverne igennem en fantastisk og rørende beretning om musik, ung kærlighed og en kunstners overlevelse. Som forberedelse til koncerten får skolerne adgang til en undervisningsvideo med tilhørende undervisningsmateriale, der forbereder eleverne på de værker de skal høre til koncerten.

Desuden skal skoleklasserne inden koncerten forberede deres medvirken i to musikalske indslag samt løse en skabende opgave, som sendes til Danmarks Underholdningsorkesters B&U-formidler. Skolernes bidrag samles og bearbejdes kunstnerisk – og vil indgå i et fælles udtryk, som fremføres sammen med Danmarks Underholdningsorkester ved afslutningskoncerten. Den skabende opgave afsløres d. 1. september.

Datoer:
17/8: Tilmeldingsfrist 1/9: Undervisningsmaterialet er tilgængeligt Uge 39-41: Undervisningsmaterialet gennemgås i timerne og eleverne udfører deres skabende opgave: Der kan vælges mellem to opgaver: én målrettet 4.-6. klasse og én målrettet 7.-8.klasses musikvalgfagshold Uge 43-45: Eleverne øver på deres medvirken til koncerten med egen lærer 14/11: Koncert i Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums koncertsal

Målgruppe:
4.-6.klasse + 7.-8. klasses musikvalgfagshold

Tilmeldingslink

Kontaktperson:
B&U-projektudvikler Christine Skou – cs@underholdningsorkester.dk