fbpx

Succesen En Aften Med Andersen gentages i 2023

27 | Apr | 2022

I 2023 kan publikum igen opleve en musikalsk hyldest til Benny Andersen, når vi spiller koncert med Per Vers, Bisse, Katinka, Bodil Jørgensen og  Rasmus Dissing.

Med på scenen er en perlerække af solister, når Bisse, Katinka, Rasmus Dissing og Bodil Jørgensen sammen med Per Vers – for anden gang – fortolker den folkekære digters ord og sange ved fem unikke koncerter i januar 2023, efter to udsolgte og anmelderroste succeser i 2022.

Igennem et næsten 60 år langt forfatterskab, satte Benny Andersen ord og musik på livets gang. Den folkekære digter og forfatter skrev ofte med humor og et smil på læben, men der var også plads til dobbeltmoralen, det sørgmodige og alvoren – historier, vi alle kender fra barndommen, i sangene om ”Svantes viser” med Povl Dissing, for ikke at glemme Benny Andersens på alle måder imponerende digtsamling. 

I 2018 sov Benny Andersen stille ind, men efterlod sig et evigt elsket aftryk på dansk kultur – et aftryk, som nu hyldes og fortolkes af hele Danmarks Underholdningsorkester i selskab med nogle af landets stærkeste og mest særegne soliststemmer: sangerne Bisse, Katinka og Rasmus Dissing, skuespillerinde Bodil Jørgensen, med rapper og ordsmed Per Vers i front for showet.

Det blev sidstnævntes møde med Benny Andersen, som i 2018 blev den første kim til projektet, som nu er blevet ført ud i livet med turné og albumudgivelse. Der skulle end ikke mere end ét telefonopkald til, for at vække den altid nysgerrige digters interesse, og Per Vers blev inviteret på besøg: 

”Jeg slog ham op i telefonbogen: Benny Andersen, Virum – sådan, en mand af folket! Benny fyrede op for rejemadder og snaps, mens jeg fortalte ham, at jeg havde en drøm om at læse hans 900 sider lange digtsamling – mindst to gange – og finde frem til en række digte, som jeg ville indspille og fortolke sammen med ham. Jeg fik et uforbeholdent ”ja”, og vi gik i studiet. To måneder senere døde han, og jeg stod tilbage med Benny Andersens sidste kreative output imellem mine hænder. Nu skal musikken ud. Nu skal manden hyldes!”

Sammen indspillede de albummet “Sidste Omgang”, hvor Pers rap og Bennys talte ord smelter sammen i rytmiske duo-digte. Det blev Bennys sidste kreative gerning, og albummet udkom i forbindelse med denne turnés første omgang. Her hører vi Benny, som vi kender ham, og som vi aldrig har hørt ham før. Nysgerrig til det sidste og en del af danskernes DNA.

Ens for alle medvirkende kunstnere, og som for mange andre danskere, er, at mødet med Benny Andersen og hans fortællinger har skabt billeder og gjort indtryk igennem livet. Sangerinden Katinka fortæller: 

”Da jeg var 10 år, fik jeg bogen med de fire fortællinger om Snøvsen. Jeg læste den på en sommer – forelskede mig i den fantastiske leg med ord og følte nærmest den var skrevet til mig. Jeg sendte faktisk et brev til Benny Andersen, hvor jeg forklarede ham, at det var det første og bedste bog, jeg nogensinde havde læst, og at nu måtte han godt sætte sig ned og skrive nogle flere historier om Snøvsen. Han var så sød, at skrive tilbage og takkede for mit brev. Og så måtte han jo forklare mig, at han nok ikke kom til skrive mere om Snøvsen, men trøstede mig med, at der var masser af andre skønne eventyr at gå på opdagelse i derude.”

Publikum har næste år endnu et musikalsk eventyr i vente, når de fem solister i samspil med Danmarks Underholdningsorkester, hylder Benny Andersens forunderlige, lyriske og musikalske verden. 

Nordjyske Stiftstidende knyttede denne kommentar til deres 5 stjerner om forestillingen i januar 2022;

”I nummeret ”Stjerneklart” fik Per Vers gang i publikums mobilfærdigheder, og i et åndeløst øjeblik fyldtes publikumsrækkerne af stjerneglimt. Det lyder som et stunt, men var direkte bevægende.”

Koncerterne kan opleves her:
11. januar: Musikkens Hus, Aalborg
12. januar: Odeon, Odense
13 januar: Vejle Musikteater
14. januar: Musikhuset Aarhus
15. januar: DR Koncerthuset, København 

Du kan også finde billetter her: En Aften Med Andersen 2023