Q&A med klavervirtuos Elisabeth Leonskaja

09 | Nov | 2021

På søndag gæster den russiske klavervirtuos Elizabeth Leonskaja Konservatoriets Koncertsal i årets sidste udgave af Stjernemøder’ – en koncertrække, der danner ramme om enestående musikalske møder mellem Danmarks Underholdningsorkester, chefidirigent Adam Fischer og den klassiske musikscenes helt store solister.

Det er første gang at Elizabeth Leonskaja skal spille sammen med Danmarks Underholdningsorkester og i denn forbindelse har vi bedt en af verdens mest efterspurgte pianister om at sætte et par ord på søndagens koncert.

DUO: Hvad er dit forhold til Beethovens musik?

LEONSKAJA: Hans værker har fulgt mig og engageret mig gennem hele mit liv, som de gør det for alle musikere.

DUO: Hvad er dit forhold til Kejserkoncerten?

LEONSKAJA: Jeg opførte Kejserkoncerten for første gang som 15-årig. Siden har jeg arbejdet igen og igen på værket – med styrken, dybden og den uopnåelige naturlighed i dette storslåede stykke musik.

DUO: Hvordan har du det med at optræde for et levende publikum igen?

LEONSKAJA: Det varierer i de forskellige lande og er afhængigt af landets regler. I Tyskland spiller man for eksempel for en halvt fyldt hal, men i Spanien, England og Frankrig for en fyldt sal. Men alle steder med den samme særlige ansvarsfyldte følelse – at musikken klinger igen!

DUO: Er der noget publikum skal være særligt opmærksomme på til denne koncert? Eller er der noget unikt de kan se frem til?

LEONSKAJA: Jeg kan ikke diktere noget overfor lytterne. De er så forskellige! For førstegangslyttere vil jeg råde dem til aktivt at holde øje med samspillet mellem orkestret og klaveret. Så er der klaverkadencerne – hvor de er placeret, og når orkestret sætter ind. De skal observere magien i anden sats og overgangen til finalen. Lyt efter kontraster mellem karakteren i musikken, humor og skønhed. Og så naturligvis, er der elementet af at møde sig selv i musikken!

DUO: Hvad ser du frem til i forhold til at spille sammen med Danmarks Underholdningorkester og Adam Fischer?

LEONSKAJA: Det er min første oplevelse med Danmarks Underholdningsorkester, men jeg kender Adam Fischer og priser ham meget højt. Dertil har jeg varme minder om vores tidligere samarbejder.