fbpx

Kronik: I sporten er eliteudøverne folkelige – det kunne de også være i kunstens verden

06 | Sep | 2022

Kronik af Andreas Vetö, dirigent og direktør, Danmarks Underholdningsorkester

Når Jonas Vingegaards Tour de France-sejr tager os alle med storm, skyldes det frem for alt én ting: At vi alle sammen med lethed forstår, hvilken ualmindeligt imponerende bedrift, der er tale om.

Ingen bilder sig ind, at dét kunne de da også have gjort. Tværtimod udviser vi kollektivt vores respekt for Vingegaard, fordi han har demonstreret, at han tilhører den absolutte elite inden for sit felt.

På samme måde, når vi næsten uendeligt fascineres af fodboldstjerner som Messi og Ronaldo. De formår at gøre ting med en bold, som fremstår helt ubegribelige for os almindelige dødelige. Vi elsker dem for det – lige præcis, fordi de er blandt de allerbedste i hele verden til lige netop dén disciplin.

Alle sportsudøvere, der tilhører denne ekstremt smalle elitekategori, har to helt bestemte ting tilfælles.

For det første har de helt bestemte fysiologiske og mentale forudsætninger for overhovedet at kunne præstere på dette niveau.

For det andet har de uden undtagelse viet deres liv til at udnytte og udvikle deres naturgivne potentiale – og dermed gået efter at blive blandt verdens absolut bedste. Når vi elsker sportsstjernerne og fascineres så meget af dem, er det netop fordi de er medlemmer af denne eksklusive elite.

Det er dog et ganske særligt fænomen, at eliten inden for sportens verden nyder så megen folkelig opbakning og respekt. For når vi snakker om kunst, forholder det sig helt anderledes. Ja, her er ”elite” jo næsten et fyord. Der er nemlig en udbredt tendens til at koble den kunstneriske elite og den samfundsmæssige elite sammen. Sådan så det fremstår som om, at kun de øverste samfundslag skulle have lyst til at beskæftige sig med det, der på ekskluderende vis så kaldes den elitære kunst.

Det er en fascinerende diskrepans. Tænk, hvis man inden for sportens verden havde det på samme måde. Hvis kun samfundets øverste skulle have interesse i at se Tour de France og Champions League, mens resten af samfundet så skulle foretrække de sportsgrene og ligaer, hvor udøverne var lige knapt så dygtige og knapt så fine på den.

Det er selvfølgelig absurd at forestille sig. Men egentlig er det lige så absurd, at den ypperste kunst skulle være forbeholdt samfundets øverste lag.

Når det imidlertid kan fremstå sådan, og når politikere i iveren efter at fremstå folkelige nærmest tager afstand fra den elitære kunst, skyldes det først og fremmest måden, som denne kunst i uendeligt mange år er blevet formidlet og ofte fortsat formidles på.

De to førnævnte omstændigheder, der i sportens verden gør eliteudøvere til folkehelte, gør sig nemlig også gældende inden for kunstens verden: Man kommer ikke til at tilhøre den kunstneriske elite, hvis man ikke både har naturgivne talenter og en livslang dedikation til sit specifikke felt.

Bare spørg kunstnere som Tal R, Susanne Bier, Mads Mikkelsen, Michala Petri, Andreas Brantelid og Lars von Trier – for nu blot at nævne en lille vifte af de imponerende mange kunstnere på topniveau, vi har herhjemme.

Derfor bør det eksempelvis være muligt, at formidlingen af en forestående koncert med en klavervirtuos rummer langt færre indforståede referencer til komponisten og værkets musikteoretiske klassificeringer – og langt mere om chancen for med egne øjne og ører at opleve en af de absolut bedste pianister i verden.

Man behøver ikke at gå så langt som til at kalde en sådan klavervirtuos for ”den klassiske musiks svar på Messi”. Men mon ikke dén type beskrivelse ville pirre nysgerrigheden hos en del flere mennesker, end én, der indplacerer en given impromptu i komponistens øvrige oeuvre?

Det er sjældent forestillingerne eller værkerne, der er noget galt med. Der er i udgangspunktet ikke en eneste tone eller replik, der skal laves om for at give kunstneriske oplevelser en mere folkelig appel.

Men indgangen til forståelsen af dem kan uden tvivl gøres markant bredere, så det ikke kun er det smalle nichepublikum, der kan smyge sig igennem den.

Artiklen er bragt som debatindlæg i Avisen Danmark den 6. september 2022.