Danmarks Underholdningsorkester i samarbejde med Oh Land og Den Fynske Opera

30 | Nov | 2021

Danmarks Underholdningsorkester skaber ny opera i samarbejde med Oh Land og Den Fynske Opera.

I sæson 22/23 får Den Fynske Opera premiere på en helt ny opera med idé og libretto af kunstnerisk leder Ida Fogh Kiberg og musik af sangerinde og komponist Nanna Øland Fabricius (Oh Land) samt pianist og komponist Adi Zukanovic. 

Operaen er en co-produktion mellem Den Fynske Opera og Danmarks Underholdningsorkester, som står for den musikalske ledelse og indstudering af musikken med operaens 12 medvirkende musikere.

Det gode samarbejde

Om co-produktionen udtaler Andreas Vetö, direktør for Danmarks Underholdningsorkester:

“Vi er stolte af at være med i denne ambitiøse nyskrevne produktion. Oh Land evner at skabe smukke og fængende melodier i et unikt musikalsk univers, og vi glæder os meget til samarbejdet med både Den Fynske Opera, Oh Land og Adi Zukanovic.” 

Nanna Øland Fabricius (Oh Land) har blandt andet skrevet balletmusik til “Snedronningen, der har repremiere i Tivoli den 1. december og skal nu med Adi Zukanovic komponere musikken til den moderne opera, der i øjeblikket har arbejdstitlen “Græsset er grønnere”

Moderne opera på en ny måde

I værket skal melodien være i centrum, og klassisk og rytmisk skal være i dialog ved skiftevis at forføre melodien på hver sin måde. Den tendens ses ofte i filmens verden, hvor Bond-temaet f.eks. er blevet spillet på alt fra fløjte til akkordeon; nu er det operaens tur. At få rytmiske musikere til at komponere en opera giver rig mulighed for at skabe et unikt fusionsværk, som udfordrer og gentænker genren.

Ida Fogh Kiberg, der er kunstnerisk leder for Den Fynske Opera glæder sig til projektet:

”Vi er meget begejstrede over dette nyskabende samarbejde, som byder på et stjernespækket hold hele vejen rundt. Personligt er det også en milepæl for mig, da det er min første libretto, der nu ser dagens lys. Handlingen afslører vi ikke endnu, men vi kan løfte sløret for, at det bliver en højaktuel opera, som både er relevant for et ældre og et yngre publikum, der ellers tit kan være opdelt.”