Der er noget, vi har misforstået: Musik er i virkeligheden et sprogfag

11 | Okt | 2021

Af Andreas Vetö, direktør, Danmarks Underholdningsorkester

Alle, der taler to eller flere sprog, kender følelsen af, at man aldrig kan sige præcis det samme på to forskellige sprog. Man kan komme tæt på, men der er som minimum altid nuanceforskelle i både konnotationerne og klangen.

Den helt store gevinst ved at kunne tale mere end ét sprog er imidlertid, at det øger mulighederne for at udtrykke sig. At der netop er ting, som man kan sige på et fremmedsprog, der er sværere eller ligefrem umulige at udtrykke på sit modersmål. Spørg bare den uendelige liste af danske sangskrivere, der synger på engelsk i stedet for dansk.

Det, som både dansk, engelsk, tysk, spansk, fransk, arabisk, kinesisk, italiensk og alverdens andre sprog har tilfælles, er naturligvis, at de består af ord. Men ligesom alle ikke er lige gode til sport, er det heller ikke alle, der er lige gode til at udtrykke sig med ord. Heldigvis er der et helt univers af udtryksformer gemt i en tredje kategori: Musikken.

Da Danmarks Underholdningsorkester besøgte Viborg den 5. oktober og præsenterede ’Musik-Stafetten’ for elever fra Overlund Skole, Finderuphøj Skole, Hammershøj Skole, Sødalskolen, Brattingsborgskolen og Bjerringbro Skole, handlede det således ikke kun om at give eleverne en underholdende og lærerig kulturoplevelse. Eleverne var nemlig langt fra blot passive tilskuere.

I det undervisningsforløb, som skoleeleverne gennemgår i perioden frem til selve besøget – hvor de undervejs både møder Underholdningsorkestret og Christine Skou i rollen som underviseren Tante Musika – introduceres de således for det, der kunne kaldes musikkens grundlæggende grammatik: Toner og rytmer.

Præcis ligesom i et sprogfag er fokus i forløbet ikke blot på at lytte, men også på selv at udtrykke sig. Endda ikke kun i form af, at man synger eksisterende sange og laver rytmer til klassiske mesterværker, for eleverne lærer også at komponere deres egne små melodier og rytmefigurer, som de efterfølgende får lov at fremføre sammen med orkesteret.

Selvfølgelig er der elever, der er mindre begejstrede – sandsynligvis fordi det ikke falder dem naturligt at udtrykke sig musikalsk. Det er helt i orden. Alle er heller ikke lige begejstrede for idrætstimerne.

For alle de andre elever bliver ’Musik-Stafetten’ imidlertid en potentielt skelsættende oplevelse, fordi de hermed får serveret en helt ny vifte af værktøjer til at udtrykke sig gennem musikken. Måske ved at synge, spille et instrument, komponere en melodi – eller blot ved at lade musikken stimulere fantasien og åbne op for deres følelser.

Det kan være, de foretrækker blot at være musikalske, uden nogen kigger på, mens andre uden tvivl vil mærke et sus i maven, når de optræder for et publikum og fornemmer den begejstring, musik kan skabe i denne konstellation.

Uanset hvad, åbner ’Musik-Stafetten’ op for musik som noget, man ikke blot lytter passivt til, men som noget man aktivt og kreativt kan udtrykke sig igennem – præcis ligesom det sker med sprogfagene. Netop fordi musik er et sprogfag.

Oprindeligt bragt i Viborg Stifts Folkeblad den 9. oktober 2021.