Brahms
Marathon

Brahms kæmpede i mange år med sin første symfoni, og han var mere end 40 år gammel, da han omsider var parat til at lade den uropføre. Han beskrev selv sine betænkeligheder ved at skrive i forlængelse af Beethoven: "I skulle bare vide, hvordan det er at høre kæmpens skridt lige bag sig!" Brahms var hele sit liv uhyre selvkritisk, og utallige af hans værker endte i papirkurven eller kaminen.

Flere af musikkens største skabere har et efterliv som mytologiske fabelvæsner eller filmidoler, og disse livsmyter kaster et særligt lys over deres musik. Men nogle forbliver skygger; sært slørrede skikkelser, vi kun kender som de gængse standardportrætter. Brahms er mere yndet end nogensinde, og dog har nok de færreste et tydeligt indtryk af manden bag musikken. Brahms' liv er ikke gjort af fængslende fortællestof - lidenskabelig kærlighed, skæbnenedslag, truende sygdom, mystik eller politiske overgreb. Ingen stormfulde ægteskaber, børn og familie, men et borgerligt, påholdende arbejdsliv præget af formidabelt håndværk, flid og selvkritik. Heller ikke Brahms' kærlighedsliv er romanstof. Det nære forhold til Robert Schumanns enke, Clara, var et uhyre stærkt, livslangt venskab, men næppe meget mere, trods energiske rygter, der udpeger ham som far til Schumanns yngste datter.

Manden med det maskuline skæg, med ølmeave, cigarstump og overdådig appetit var hverken et renæssancemenneske eller en godmodig bamse; han var en sky, akavet, pirrelig personlighed. I 1964 blev han inviteret til at give koncert her i København, kun få år efter det forsmædelige nederlag til Bismarcks Preussen. H.C. Andersen var blandt tilhørerne, alt var udsolgt, og yderligere to koncerter blev annonceret. Men ved en påfølgende festbanket forårsagede Brahms måbende indignation ved at lovprise Bismarck og foreslå Thorvaldsens Museum flyttet til Berlin. Det varede længe, før hans musik fik fodfæste i Danmark - og da den unge Carl Nielsen i efteråret 1894 besøgte berømtheden i Wien, mødte Brahms ham i døren med spørgsmålet "ligge det der endnu, museet?".

I marts 1896, 75 gammel, ramte en hjerneblødning Clara Schumann. Hun var døende, og i den første uge af maj skrev Brahms "Fire alvorlige sange". Clara døde 20. maj, men en banal misforståelse førte til, at Brahms kun med nød og næppe nåede begravelsen. "Nu kan jeg ikke længere miste nogen eller noget", hviskede han til de omkringstående.

Ved efterårets allehelgenkoncert Dødens Toner spillede vi netop Vier ernste Gesänge.
Du kan læse mere om Johannes Brahms i det trykte koncertprogram der udleveres ved koncerterne.