Udtalelse fra musikerne i Foreningen Danmarks Underholdningsorkester


20. marts 2017

Musikerne i Foreningen Danmarks Underholdningsorkester udtaler:

Kulturministeren og DF’s kulturordfører har offentliggjort deres tanker om fremtidens organisering af de klassiske orkestre i Danmark. Musikerne i Foreningen Danmarks Underholdningsorkester er glade for, at der bliver gjort forsøg på at finde en samlet løsning for et kulturområde, der i øjeblikket befinder sig i en kritisk situation. Systematiske og vedvarende besparelser har efterhånden ført til, at flere af de danske symfoniorkestre bløder.

Det nævnes i forbindelse med fremtidens organisering af de klassiske orkestre som en mulighed, at Copenhagen Phil nedlægges. Det er en meget drastisk beslutning at lukke et symfoniorkester, og uanset hvilken stor kulturinstitution man nedlægger, vil det betyde et alvorligt tab i det samlede kulturelle billede i Danmark.

Netop denne erkendelse ligger til grund for vores eget arbejde med at sikre en videreførelse af Underholdningsorkestret efter den ulykkelige skilsmisse fra DR pr. januar 2015. Vi er glade for den kulturpolitiske støtte vi har fået til dette arbejde.

Samtidig håber vi, at vores kulturpolitikere finder en løsning for hele kulturområdet, hvor alle symfoniorkestre i landet bevares og styrkes, så danskernes mulighed for at opleve symfonisk musik bevares, uanset om man bor i hovedstaden, på Sjælland eller i det øvrige Danmark.