Mozarteffekt eller ej

12 | Nov | 2016

Hvad er det egentlig musikken gør ved os og hvorfor?

Det var spørgsmålet og temaet en onsdagaften i november, hvor Venneforeningen havde inviteret til et arrangement i Metronomen på Frederiksberg.

Aftenen blev indledt med en minikoncert med Danmarks Underholdningsorkesters Strygekvartet der spillede musik af Bach, Mozart, Gade, Dvořák og Piazzolla. Kvartetten bestod af Christine Enevold og Michala Mansa, violiner, Mette Thykier, bratsch og Helle Sørensen, cello.

I pausen bød Venneforeningen på en lille forfriskning, hvorefter hjerneforsker og musiker Peter Vuust indtog scenen med et spændende foredrag med udgangspunkt i spørgsmålet: Hvorfor har vi egentlig musik?Peter Vuust er Cand.scient., ph.d., dansk jazzmusiker, komponist og hjerneforsker. Han er desuden leder af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Music in the Brain samt professor ved Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Universitet.

Dette første enkeltstående arrangement i Venneforeningens regi var så velbesøgt som vi kunne ønske: ca 60 medlemmer af Venneforeningen deltog, samt et 10-tal andre gæster. Arrangementet var annonceret i KultuNaut samt i ‘Mit Frederiksberg’.