Stjernemøder – Fischer & Fröst


  • Konservatoriets Koncertsal: 28. Feb - 28. Feb

Den svenske stjerneklarinettist Martin Fröst gæster København i den første af Danmarks Underholdningsorkesters koncertrække ’Stjernemøder’ – en koncertrække, som danner ramme om enestående musikalske møder mellem orkestret, chefidirigent Ádám Fischer og den klassiske musikscenes helt store solister. Til koncerten får publikum også glæden af opleve Johannes Brahms’ lysende 2. symfoni, der opføres som led i Danmarks Underholdningsorkesters nye, ambitiøse indspilningsprojekt af Brahms’ fire symfonier.

Til koncerten præsenterer Martin Fröst et værk, som både han og Ádám Fischer elsker meget højt: Mozarts smukke klarinetkoncert. Værket er komponistens sidste fuldendte inden sin død i 1791 og blev skrevet til Mozarts ven, klarinettisten Anton Stadler. Koncerten er blevet en af Mozarts mest populære, og den lyriske og blide 2. sats er af mange nok kendt som underlægningsmusikken til kærlighedshistorien mellem Karen Blixen og Denys Finch Hatton i den Oscar-vindende film ’Mit Afrika’ fra 1985.

Med Martin Fröst som solist kan publikum forvente en koncertoplevelse udover det sædvanlige. Han har en sjælden evne til at blive ved med at søge nye veje for at skabe og udfordre den klassiske musik, og han deler Danmarks Underholdningsorkesters vision om at bygge bro mellem genrer og nedbryde fordomme om den symfoniske musik. Martin Fröst er kendt for sin virtuositet, der altid stiller skarpt på formidlingen af den musikalske fortælling.

Brahms’ 2. symfoni er den mest lyse og idylliske af de fire – undertiden også kaldt Brahms’ ’Pastoralesymfoni’. Efter indspilningen af Beethovens symfonier, der blev belønnet med både to ICMA-priser i 2019 og en Opus Klassik i 2020, er Brahms’ symfonier de næste symfoniske storværker, dirigent og orkester giver sig i kast med at indspille. Publikum kan se frem til at opleve nytænkende fortolkninger med fokus på klarhed, gennemsigtighed og masser af musikalsk energi.

Program: 
Ludwig van Beethoven: Coriolan-ouverture
Wolfgang Amadeus Mozart: Klarinetkoncert i A-dur
Johannes Brahms: Symfoni nr. 2 i D-dur