NOAH med Danmarks Underholdningsorkester


  • Periode: 16. Apr - 24. Apr

I april 2020 drysser Danmarks Underholdningsorkester symfonisk magi og ekstra stjernestøv over popfænomenet NOAHs fængende melodier – og giver hans velkendte sange et helt nyt format. Sammen drager NOAH og Danmarks Underholdningsorkester på turné og giver koncert i fem af landets største koncertsale.

Med sin personlige og melankolske lyd er Troels Gustavsen – bedre kendt som NOAH -garant for pop fra allerøverste hylde, og hans musik har domineret de danske radiostationer og streamingtjenester de sidste syv år. NOAH gik senest platin med albummet ”1988” og har et væld af hits i bagkataloget som ”Alt Er Forbi”, ”Over Byen”, ”Før Vi Falder” og hans seneste single ”Alle Går I Stykker”.

NOAH har netop afsluttet en omfattende akustisk tour rundt i landets kirker, hvor han spillede for udsolgte sale. Nu skifter han kirkerne ud med en række af landets største koncertsale, ligesom det akustiske setup udskiftes med et af Danmarks mest anerkendte symfoniske orkestre, nemlig Danmarks Underholdningsorkester.

NOAH løfter lidt af sløret for, hvad der kommer til at ske:

Man kan forvente sig en meget dynamisk koncert med smukke strygerarrangementer og pulserende pop-produktioner. Jeg glæder mig enormt meget, og jeg er sikker på, det bliver en af de største musikalske oplevelser, jeg personligt har været del af.