Danmarks Underholdningsorkester præsenterer JESUS CHRIST SUPERSTAR i storslået 50-års jubilæumskoncertudgave

Danmarks Underholdningsorkester kan i dag løfte sløret for en spektakulær 50-års jubilæumskoncertudgave af den tidsløse rockmusical JESUS CHRIST SUPERSTAR. Musicalkoncerten har premiere den 26. september 2020 på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i København med efterfølgende turné rundt i landet i oktober.

I september og oktober 2020 er der igen mulighed for at opleve Jesus’ sidste dage, set gennem verdenshistoriens største antihelt Judas’ øjne, når Danmarks Underholdningsorkester kan præsentere en 50-års jubilæumskoncertudgave af Andrew Lloyd Webber og Tim Rices rockmusical JESUS CHRIST SUPERSTAR. Koncerten markerer 50-året for udgivelsen af det konceptalbum, der dannede grundlag for musicalen.

Musicalkoncerten bliver fremført på engelsk af et dansk cast, som offentliggøres senere. De bliver akkompagneret af Danmarks Underholdningsorkester under ledelse af Andreas Vetö.

 

JESUS CHRIST SUPERSTAR er en af historiens største musicalsucceser

JESUS CHRIST SUPERSTAR blev det store gennembrud for Andrew Lloyd Webber og Tim Rice i 1970’erne. De havde tidligere samarbejdet om musicalerne The Likes of Us og Joseph, men det var først med JESUS CHRIST SUPERSTAR, at makkerparret for alvor brød igennem.

Vejen var dog lang, da de i begyndelsen ikke kunne finde en producer, der ville sætte musicalen op. De udgav derfor i stedet JESUS CHRIST SUPERSTAR som konceptalbum i 1970. Albummet blev en kæmpe succes og toppede hitlisterne i USA.

Efterspørgslen på en musical var derefter enorm, og allerede året efter i oktober 1971 fik musicalen premiere på Broadway som en af teaterhistoriens første rockede musicals. I 1972 var turen kommet til West End, hvor den fik premiere på det prestigefyldte Palace Theatre. Her spillede den frem til 1980, og da den blev pillet af plakaten, havde den spillet hele 3,358 forestillinger, hvilket var rekord på West End på det tidspunkt.

I 1972 kunne musicalen også opleves i Danmark for første gang, hvor den fik premiere i det daværende Falkoner Centret. Siden har den spillet adskillige gange over hele landet og har været fremført i en række koncertudgaver – bl.a. som kirkekoncerter i 2013, 2015 og 2016 med dirigent Andreas Vetö.

Danmarks Underholdningsorkesters musicalkoncertudgave af JESUS CHRIST SUPERSTAR markerer 50-året for albummet og har premiere den 26. september næste år på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i København. Koncerten tager efterfølgende på turné rundt i landet i oktober.

 

Turnéplan 2020

Det Kongelige Teater, Gamle Scene: 26.-27. september
Musikteatret Holstebro: 3. oktober
Musikhuset Aarhus: 4. oktober
Vejle Musikteater: 9. oktober
Carl Nielsen Salen, Odense: 10. oktober
Tinghallen, Viborg: 24. oktober
Musikkens Hus, Aalborg: 25. oktober
Arena Næstved: 31. oktober

 

Det kreative hold

Dirigent: Andreas Vetö
Iscenesættelse og kreativ sparring: Toniah Pedersen
Producent: Danmarks Underholdningsorkester

 

Medvirkende

Offentliggøres senere…