Foto: Nikolaj Lund

Danmarks Underholdningsorkester er reddet!


9. februar 2016

Med støtte fra tre danske fonde igangsætter Danmarks Underholdningsorkester nu en storstilet indspilnings- og koncertrække af Beethovens symfonier med den internationalt eftertragtede chefdirigent Adam Fischer på podiet. Projektet strækker sig frem til og med 2018 og markerer samtidig, at Danmarks Underholdningsorkester som privatdrevet orkester er en realitet.

Danmarks Underholdningsorkester overlever. Når det kunstnerisk ambitiøse Beethovenprojekt tager sin begyndelse den 28. februar kl. 16 til en koncert i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg, bliver det startskuddet til et tre år langt arbejde med afsæt i Beethovens ni symfonier. I ugen umiddelbart efter koncerten går orkestret og Adam Fischer i studiet og påbegynder cd-optagelserne.

Udgangspunktet for projektet er det internationalt anerkendte og raffinerede udtryk, som chefdirigent Adam Fischer har oparbejdet med Underholdningsorkestret igennem et 18 år langt samarbejde. Et samarbejde der sidste år resulterede i, at Adam Fischer og orkestret blev tildelt den eftertragtede ICMA-award for deres indspilninger af Mozarts symfonier.

Danske fonde sikrer samarbejdet med Adam Fischer
Det er Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt A. P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal, der sammen har sikret det økonomiske fundament under det treårige koncert- og indspilningsprojekt med Adam Fischer. Ud over arbejdet med Beethovens ni symfonier indeholder projektet efter chefdirigent Adam Fischers ønske også koncertaktiviteter rettet mod børn og unge samt et kig frem mod Schubert, som orkestret drømmer om at kunne arbejde med efter Beethoven.

Orkestrets direktør, Stine Nissen, siger: ”Vi har brugt 2015 på at skabe et professionelt maskinrum med en professionel bestyrelse og administration omkring orkestret. Vores første mål har været at skabe en finansiering af orkestrets fortsatte samarbejde med Adam Fischer. A.P. Møller Fonden, Louis-Hansen Fonden og Augustinus Fonden har sammen påtaget sig det økonomiske ansvar for denne internationalt opsigtsvækkende del af orkestrets aktivitet de kommende tre år. Gennem 2015 har vi afholdt en række koncerter, der har betydet, at vi nu har fundet frem til de få udvalgte musikere, der skal supplere den oprindelige kreds af musikere i fremtidens besætning i Danmarks Underholdningsorkester. Vi glæder os til at vise, at vi kan leve op til de store forventninger både her i landet og internationalt.”

Samarbejde med DR
Danmarks Underholdningsorkester har desuden indledt et samarbejde med DRs Kor og Orkestre, hvilket indebærer, at DR KoncertKoret vil optræde ved en af Danmarks Underholdningsorkesters koncerter i 2017.

Broen mellem rytmisk og klassisk musik
Det er fortsat en del af visionen, at Danmarks Underholdningsorkester skal bygge bro mellem den rytmiske og den klassiske musik.

Bestyrelsesformand Hans Gammeltoft-Hansen siger: ”Det er en stor glæde, at de tre danske fonde nu har sikret samarbejdet mellem Danmarks Underholdningsorkester og Adam Fischer. Det har stor kunstnerisk værdi. Sideløbende hermed skal Danmarks Underholdningsorkester fortsat gerne kunne turnere rundt i hele Danmark med det folkeligt populære repertoire. Det er ganske enestående, at et symfonisk orkester nyder så stor popularitet i et bredt udsnit af befolkningen. Bestyrelsen undersøger derfor nu mulighederne for at etablere en driftsøkonomi, der kan sikre, at vi kan fortsætte med de landsdækkende turneer med populære solister fra den rytmiske scene.”

FAKTA TIL BAGGRUND

DEN FØRSTKOMMENDE KONCERT
Beethoven no. 1 & 8 samt Haydns Scena di Berenice og Mozarts Bella mia fiamma.                        .
I Konservatoriets Koncertsal, søndag den 28. februar 2016 kl. 16.

Billetter sælges på www.billetlugen.dk

ADAM FISCHER
Ungarskfødte Adam Fischer (f. 1949) er uddannet på konservatoriet i Budapest med videre studier i Wien. Han er uhyre efterspurgt som både opera- og koncertdirigent, og han samarbejder med en lang række af verdens førende internationale koncert- og operahuse – herunder Wiener Staatsoper, La Scala, Metropolitan Operaen, Wiener Philharmonikerne og Festspillene i Bayreuth.

I 1998 tiltrådte han som chefdirigent for DR Underholdningsorkesteret, og i dag hvor orkestrets virkelighed er fundamentalt forandret, er han fortsat en krumtap og stærk drivkraft i orkestrets arbejde og koncertvirksomhed. Fra 2015/2016 er han desuden tiltrådt som chefdirigent for Düsseldorfer Symfonikerne.

OM DANMARKS UNDERHOLDNINGSORKESTERS BESÆTNING
35 af de oprindelige musikere i DR Underholdningsorkestret udgør stadig kernen i Danmarks Underholdningsorkester. DR Underholdningsorkestret havde 42 faste stillinger. Fem af disse var vakante, da orkestret i september 2014 blev opsagt. Musikerne i Danmarks Underholdningsorkester er ikke fastansatte men medvirker i orkestret på freelance-vilkår, og mange af dem har naturligvis ligeledes fastansættelse i andre orkestre. Takket være stor velvilje fra både dem og deres nye arbejdsgivere vil de kunne indgå i projektet.

For yderligere at sikre det høje musikalske niveau har musikerne og programchef John Frandsen i samarbejde med chefdirigent Adam Fischer arbejdet i hele 2015 på at supplere den oprindelige kerne af musikere fra DR Underholdningsorkestret med musikere, som kender orkestrets og Fischers særlige klangideal og spillestil. I kraft af et sådant korps af faste assistenter er der skabt sikkerhed for, at Danmarks Underholdningsorkester i samarbejde med chefdirigenten fortsat kan fastholde og videreudvikle sin kunstneriske egenart.

BESTYRELSEN

  • Formand: Hans Gammeltoft-Hansen, forhenværende Folketingets ombudsmand
  • Lars Nørby Johansen, erhvervsleder
  • Toni Lee Larsen, direktør, Vejle Musikteater
  • Signe Lopdrup, direktør, Roskilde Festival
  • Jens Birger Christensen, adm. direktør, Birger Christensen


NYTÅRSTURNE 2016
Danmarks Underholdningsorkester har netop afsluttet årets traditionsbundne nytårsturne med The Bootleg Beatles. Orkestret spillede for fulde huse i Ringsted, Aalborg, Vejle, København og Århus.

Pressebilleder